Torsten Brix

REAL-trouble 2.0

Zinedine Zidanes mandskab topper La Liga, men er sidst i deres Champions League-gruppe… er det godt nok for ”Konge-klubben”?
For et par uger siden fik Indkast.dk mange reaktioner, efter vi i disse linjer havde beskrevet, hvor skidt Real Madrids tilstandsrapport var på daværende tidspunkt. Vi fik flere tilbagemeldinger, der samlet set gik på, at Real Madrid ikke var i så skidt en forfatning, når de førte La Liga.

Disse tilbagemeldinger gik også på, at nederlaget til PSG ikke var så bittert – igen, men efter det meget skuffende 2-2-resultat på hjemmebane i Champions League mod Club Brugge må flere af argumenterne stadigvæk være gældende – derfor poster Indkast.dk dem lige igen:


Skidt defensiv og kritik imod ellers solid målmand
I de sidste 24 kampe inklusive sommerens træningskampe har Zidanes mandskab lukket 41 mål ind. Dette giver 1,7 mål pr. kamp. Skidt præstation af ”Kongeklubbens” defensiv og faktisk også af målmand Courtois.

Den belgiske keeper har ikke stået alle kampene, men har samlet set lukket 1,4 mål ind pr. kamp i sin tid i Real Madrid. Det er ikke godt nok og måske skal han være glad for, at Manchester United har forlænget aftalen med den spanske landsholdsmålmand David De Gea.

Zidane har forsøgt flere ting for at løse de defensive problemer – blandt andet med et tremandsforsvar, men det er ikke lykkedes. Før 1-0-sejren over Sevilla, så skulle man tilbage til februar for at finde sidste gang, der blev spillet en kamp, hvor der ikke blev scoret imod Real Madrid.

Real Madrid har en dygtig målmand og masser af gode forsvarsspillere, men Zidane har ikke fået sat en prop i defensiven.


Dupont kunne ikke trylle
I det meget omtalte nederlag til PSG var franskmændene - som tidligere nævnt - skadesplaget, men det var Real Madrid i den grad også. Til kampen måtte Zidane se bort fra spillere som Nacho, Sergio Ramos, Marcelo, Luka Modric, Isco og Asensio, Federio Valerde og Brahim Diaz.

Denne skadessituation kommer, selvom Real Madrid i sommerpausen hentede lægen Grégory Dupont. Franskmanden og den fysiske ekspert var en del af Didier Deschamps trænerstab, da Frankrig vandt VM i 2018. Successen herfra har han slet ikke kunne overføre til Real Madrid.

Udover den langtidsskadede Asensio så har Real Madrid haft et dusin mindre skader, som alle er kommet i starten af sæsonen og altså efter, at Duport er kommet til.


Taktikken og de mange problemer
Skadessituationen har ikke givet de bedste betingelser for Zidane, men glem nu ikke, at ansættelsen af landsmanden var Zidanes beslutning. Derudover har der været tale om skader til store profiler som til nyindkøbet Eden Hazard.

Desuden skal de mange skader sættes sammen med, at Zidane til sidste landskampsamling havde 13 spillere afsted og sammen med antallet af skader, så skulle Zidane til en af deres træninger kun have haft syv mand til disposition.

Måske var det årsagen til PSG-træner Thomas Tuchel klart vandt CL-opgøret ”på bænken” og fandt masser af plads imellem Real Madrids kæder. Zidane havde slet ikke et taktisk modsvar til PSG’s overtag.


Skidt transfer-vindue
I sommerpausen 2019 brugte Real Madrid omkring 2.200 millioner kroner på nye spillere. Hovedsagelig Hazard, Luka Jovic, Eder Militao, Ferland Mendy og Rodrygo – men noget er gået helt galt, når sommerens næst dyreste spiller Jovic bliver rygtet væk fra klubben – på en lejeaftale.

Jovic startede på bænken imod PSG, mens Gareth Bale og James Rodriguez startede kampen, selvom Zidane næsten havde slået fast, at ingen af dem havde en fremtid i klubben. Så på trods af store sommerindkøb, så har Zidane for tiden mest tiltro til sin gamle ”garde”, og alene af den grund kan man vel stille spørgsmålstegn ved kvaliteten af sommerens indkøb – udover Hazard.

Måske fik Zidane slet ikke opfyldt sine sommerønsker. Offentligt berettede han om interesse for Paul Pogba, som det som bekendt ikke lykkedes at hente. Christian Eriksen-rygtet var hot, men ikke brandvarmt på noget tidspunkt.

Med det manglende indkøb af Pogba blev hierarkiet ikke rusket nok i sommerpausen, og ifølge spanske medier var det ellers tiltrængt. Sergio Ramos er en af lederne i Madrid - på godt og ondt. Han er i stand til at motivere, men han er alt for selvcentreret, så måske mangler Real Madrid en leder for tiden – og hvem bestemmer egentlig?

Der var ikke styr på meget imod PSG, og holdet mangler en talisman på banen, da de for første gang siden 2005/06 startede deres europæiske sæson med et nederlag. Dengang var det i øvrigt også til et fransk hold – nemlig Lyon - som vandt meget overraskende med… jah – gæt engang… 3-0. Dengang var Lyon helt unikke i fransk fodbold og vandt blandt andet syv mesterskaber på stribe – deres i øvrigt eneste mesterskaber nogensinde.

Man kan vel ikke udelukke, at PSG også vinder syv på stribe, efter de har vundet de sidste to år, men trods dette gjorde nederlaget ondt på Real Madrid.


Stille og åbenmundede legender
- Jeg foretrækker ikke at udtale mig om Real Madrid…

Sådan sagde den tidligere Real Madrid-træner Vicente Del Bosque kort efter PSG-kampen. Det er udtalelser som disse, der bliver tolket meget på i Spanien for tiden, og som er med til at skabe den negative stemning, der er omkring holdet. Det eneste positive er næsten, at rivalerne fra Barcelona er startet La Liga-sæsonen endnu dårligere.

Krisen bliver jo kun værre af, at spillet er ligeså dårligt som resultaterne – især deres pasningsspil har været dårligt, hvilket er underligt, når Zidane er træner. Det er lettere at forholde sig til de defensive problemer med den træner-profil. Men måske mangler Zidane nogle muligheder på midtbanen til at sammensætte dette pasningsspil, hvilket gør salgene af Marcos Llorente og Mateo Kovacic og udlånet af Dani Ceballos endnu mere underligt.

Måske følte Real Madrid sig simpelthen sikre på ankomsten af Pogba, og dermed ville de have de fem mænd til deres tremandsmidtbane, hvilket var passende. Nu har de kun kvarteten Casemiro, Modric, Kroos og Valverde – og taget dåbsattesten i betragtning, så er Real Madrid tyndt besat her, hvilket Predrag Mijatovic også har antydet. Deres tidligere sportsdirektør har ligesom sået tvivl, om Real Madrid overhovedet har haft en plan B i denne sæson, hvis Pogba ikke ankom. Jugoslaven mener endvidere, at selvom Pogba var kommet til klubben, havde det ikke løst deres problemer.

Så samlet set er der mange problemer i Real Madrid, og Zidane står i ”lort til halsen”. Franskmanden valgte selv at holde ni måneders pause fra trænerjobbet i Real Madrid, og måske har han fortrudt?

Måske har han i hvert fald fortrudt, at han krævede mere indflydelse i klubben. Det har han fået, men når det hele er kaos og rod med dårlige resultater til følge, så ville han sikkert ønske sig en anden rolle.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER