Købt for næsten én milliard kroner - skadet efter 27 minutter
João Félix fik ikke just nogen drømmestart i Atlético Madrid, da han blev skadet efter under en halv times spil.
Den portugisiske angriber João Félix blev tidligere på sommeren købt af Atlético Madrid i SL Benfica. Det var en handel, der kostede spanierne i underkanten af en milliard kroner.
Ifølge mediet football-españa.com fik det 19-årige supertalent langtfra nogen ideel start på tilværelsen i det spanske. I sin første kamp, som var en træningskamp mod Numancia, for sin nye klub måtte portugiseren efter 27 minutter lade sig udskifte grundet en hofteskade. Dette angiveligt til stor frustration for Atléticos træner, Diego Simeone.
Mediet melder ikke noget om, hvor slem skaden er. Atlético Madrid vandt i øvrigt kampen med 3-0.