Duncan stopper – og bliver træner
Stor nyhed omkring FC Midtjylland…
Efter sommerferien vil Morten ”Duncan” Rasmussen være på den anden side af kridtstregerne, da han indstiller den aktive karriere og bliver angrebstræner hos FC Midtjylland.
- Værdierne i FC Midtjylland er fantastiske, og både personligt og familiemæssigt var det en pragtfuld tid, da jeg var i klubben sidst, så både jeg og min familie ser meget frem til at vende tilbage, siger Morten ”Duncan” Rasmussen i en pressemeddelelse fra FCM og sportschefen Svend Graversen fortsætter:
- ”Duncan” kommer til at arbejde i hele klubben - fra U17 over U19 og transitionsspillere til spillerne i superligatruppen - og vi har en ambition om at være førende på specialisttræningen i dansk topfodbold, hvilket vi understreger yderligere med ansættelsen af ”Duncan”.
Morten ”Duncan” Rasmussen har spillet i danske klubber som AGF, FCM, Brøndby og AaB.