Lang pause til FCK's Federico Santander
FC Københavns angriber Federico Santander måtte i aftes lade sig udskifte, og nu viser undersøgelser, at han er ude i flere måneder.
De danske mestre fra FC København skulle i aftes forsøge at spille sig i Champions League-gruppespillet, da Qarabag kom på besøg i Telia Parken. Den mission lykkedes som bekendt ikke, og nu kommer der yderligere malurt i bægeret for hovedstadsholdet.
I dag meddeler klubben nemlig, at angriberen Federico Santander, der måtte lade sig udskifte i gårsdagens kamp, er ude i tre måneder grundet en stressfraktur i skinnebenet. Det efterlader ”Løverne” med ”kun” Andrija Pavlović og nyindkøbet Pieros Sotiriou til angrebspladserne. Spørgsmålet er derfor, om Ståle Solbakken skal finde en ny angriber, inden transfervinduet lukker. Til det siger nordmanden:
- Det er et godt spørgsmål, om vi skal have en angriber. Johan Lange og jeg får ikke meget fri frem mod transferdeadline, citerer BT FCK-manageren for at have sagt onsdag aften.
FC København kan trøste sig med, at de som et plaster på såret skal spille Europa League – med eller uden en ny angriber i truppen.