Fodbold nyheder

Stevan Jovetic – for meget alsidighed?

Af Tim Larsen

Den 27-årige montenegriner har mange kvaliteter, og måske er det manglen på en spidskompetence der har gjort, at han aldrig har slået igennem på højeste plan.

Article image
Ritzau-Scanpix

Indkast stiller i dag skarpt på Sevilla-angriberen Stevan Jovetic, som har spillet i flere store klubber i sin karriere. Kun som 18-årig har han prøvet at være ligatopscorer, da han spillede i Partizan Beograd, og siden har hans højeste sæsontotal været på 14 mål (I Fiorentina i sæsonen 11/12, red.). Han er utvivlsomt en dygtig angriber, men mangler han en spidskompetence?


Stevan Jovetic er igen kommet op på overfladen, efter flere år uden den store succes i Manchester City og Inter Milan. I Sevilla, som han er udlejet til i resten af denne sæson, er han en vigtig mand i Jorge Sampaolis trup, som kæmper med om det spanske mesterskab. I 10 kampe har han scoret tre mål og leveret oplæg fire gange, og der er al mulig grund til at tro, at han forbedrer den statistik i de kommende afgørende måneder.

Den 27-årige montenegriner, der er kaptajn for sit landshold, har også meget at spille for. Hans lejekontrakt med Sevilla indeholder en købsoption på omkring 100 millioner kroner, som den sydspanske klub kan vælge at gøre brug af. Det kræver dog, at angriberen fortsætter med at levere – som han har gjort indtil nu. Hvis aftalen med Sevilla ikke bliver gjort permanent, må han tage tilbage til Milano, hvor han ikke var i kridthuset hos hverken Roberto Mancini, Frank de Boer eller den nuværende træner Stefano Pioli.

Han er glad for at være i Sevilla, hvor han – som så mange andre – har genfundet fodboldglæden. I starten af februar udtalte han følgende til det andalusiske medie Estadio Deportivo.

- Jeg er meget lykkelig her, og jeg er blevet taget rigtig godt imod. Jeg sætter stor pris på den mulighed, Sevilla har givet mig, og jeg ønsker at fortsætte her.

I Sevillas angreb kæmper han om spilletid med klubbens topscorer Wissam Ben Yedder og den argentinske Atletico-lejesvend Luciano Vietto, hvis kontrakts længde lige så vel afhænger af hans præstationer. Træner Jorge Sampaoli er god til at rotere mellem truppens spillere, men han har også vist sig som en kontant herre, for hvis spillerne ikke præsterer, må de en tur på bænken. Det har senest gået ud over Vietto, som dog var tilbage i Sevillas startopstilling i sidste uge mod Athletic Bilbao, hvor han fremtvang det straffespark, som endte med at række til en smal sejr.


Ung rekordmager og gennemsnitlig målscorer

Stevan Jovetic markerede sig i en ung alder i den serbiske klub Partizan Beograd, hvor han slog flere rekorder som teenager. Han debuterede som 16-årig, scorede sit første hattrick som 17-årig, og da han var blot 18 år gammel, fik han overrakt anførerbindet i den serbiske storklub.

I sin sæson som anfører i 2007/2008 blev han desuden topscorer i klubben, og det førte til, at Fiorentina – som dengang havde Cesare Prandelli som træner – hentede ham til den toskanske hovedstad for godt og vel 60 millioner kroner. Fiorentina havde dengang to danskere i truppen i skikkelse af Per Krøldrup og Martin Jørgensen, og i den forreste kæde konkurrerede han med store navne som Adrian Mutu og Alberto Gilardino.

I den italienske klub fik han øgenavnet ”Jo-Jo”, og han tilbragte fem sæsoner med ”Viola”. I sin første sæson scorede han blot to mål i Serie A i 29 kampe, men der var stor tiltro til ham, og hans statistikker blev kun bedre derfra. Sæsonen efter scorede han seks mål og leverede ti assists, og i sin sidste sæson scorede han 13 mål, hvilket fik Manchester City til at betale næsten 200 millioner kroner for ham. Undervejs i det italienske ophold blev han ramt af en alvorlig knæskade, som holdte ham ude af spillet i næste en hel sæson.

I den storsatsende engelske klub blev han aldrig en yndling, men med elleve mål i 44 kampe var der stadig interesse for ham andetsteds. Inter Milan satsede på ham i sommeren 2015, men som nævnt længere oppe, fandt han sig heller ikke til rette spillemæssigt i den til tider hektiske klub.

Stevan Jovetic har tidligere udtalt, at han ser op til angribere som landsmanden Mirko Vucinic, som scorede over 130 mål for US Lecce, AS Roma og Juventus, og Andriy Shevchenko, men selv har han aldrig nået samme status - rent scoringsmæssigt - som de to. Jovetic er ikke en udpræget topscorertype, men han er en angriber med meget alsidige kvaliteter. Derfor har han i sin karriere spillet både som topangriber, hængende angriber og som wing. Sevilla har nok været klar over, at de ikke har hentet en mand, der kan score 20 mål pr. sæson, men så længe at de alle byder ind med mål i ny og næ, savner klubben ikke tidligere store topscorere som Luís Fabiano, Frederic Kanoute og Alvaro Negredo.

En gavmild anfører og et godt forbillede

Som 18-årig lærte Stevan Jovetic meget om ansvar, da han var kaptajn for Partizan Beograd, og de kvaliteter har han ikke glemt siden hen. På det montenegrinske landshold har han i mange år været den naturlige efterfølger af Mirko Vucinic, som har båret anførerbindet i 38 kampe, hvilket er det højeste antal i landsholdets historie – som blot har ti spæde år på bagen. Jovetic har spillet lidt flere landskampe end den 33-årige angriber, og i 17 tilfælde har den nuværende Sevilla-spydspids båret anførerbindet.

Som kaptajn har han mange af de ledende kvaliteter – han har aldrig modtaget et rødt kort i sin karriere, han drikker ikke alkohol, og så er han blevet yderst populær i fodboldverdenen for en gavmild episode i 2015. Her betalte han nemlig alle udgifter til en operation til den 22-årige landsmand Milivoje Raicevic, som havde overrevet sit ledbånd i knæet. Hverken ham selv eller klubben havde råd til at betale for operationen, så det kom som en gave sendt fra himlen, da Jovetic ringede Raicevic op og tilbød sin hjælp.

- Han arrangerede et møde med en doktor, som havde hjulpet ham med den samme skade i 2010. Jovetic betalte alle omkostningerne og for operationen, sagde Raicevic dengang til UEFA.com.

Som så mange andre angribere har Jovetic brug for tillid, hvis han skal finde tilbage i den form, som gjorde ham så eftertragtet for få år tilbage. Sevilla kan meget vel blive stedet, men meget vil afhænge af de næste par måneder – og om han kan holde sig skadesfri.

Stevan Jovetic er hurtig, teknisk dygtig og har godt blik for sine medspillere, men man kan stille sig selv det spørgsmål, om han har for mange kvaliteter og i stedet mangler en spidskompetence? .. Og om det er grunden til, at han aldrig har slået sit navn fast med syvtommersøm.

Karriere
Klubber

2006-2008: Partizan Beograd
Kampe: 26 Mål: 17 Oplæg: 10

2008-2013: Fiorentina
Kampe: 134 Mål: 40 Oplæg: 21

2013-2015: Manchester City
Kampe: 44 Mål: 11 Oplæg: 6

2015-2017: Inter Milan
Kampe: 33 Mål: 7 Oplæg: 4

2017: Sevilla
Kampe: 10 Mål: 3 Oplæg: 4

2007-2017: Montenegro
Kampe: 44 Mål: 19 Oplæg: 10

Optakt

Fodbold nyheder

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik