Per Frandsen færdig i AB
Manglende resultater har medført, at AB nu har valgt at afskedige klubbens cheftræner Per Frandsen.
I sommeren 2015 valgte den tidligere landsholdsspiller Per Frandsen at skifte jobbet som U19-træner i Brøndby ud med stillingen som cheftræner i AB.
Men efter en forfærdelig halvsæson i den anden bedste række har AB nu valgt at tage afsked med cheftræneren. Det oplyser klubben på sin hjemmeside.
- Per Frandsen overtog et mandskab som var langt nede i kulkælderen efter en nedrykning til 2. Division. Derfor var det også et lidt vaklende efterår, mens vi i foråret var suveræne og sikrede en fortjent oprykning efter en stærk indsats, siger ABs direktør Peter Rasmussen til klubbens hjemmeside.
- Realiteterne nu og her er dog, at vi er nødt til at ryste posen og tage nogle ledelsesmæssige initiativer, for at jage de point som skal til. Frandsen har gjort et stort stykke arbejde, som vi er meget taknemmelige for, men vi føler at tiden er inde til at få nogle nye øjne på, og bruge den lange vinterpause på at få nogle nye ting implementeret, så vi står bedst muligt når forårssæsonen skydes i gang, lyder det fra Peter Rasmussen.
Klubben, der lige nu ligger i bunden af 1. Division med 11 point efter 19 kampe, håber på at kunne præsentere en ny cheftræner inden for den nærmeste fremtid.