Torsten Brix

Danish Dynamite

Indkast.dk bringer her et kapitel fra bogen Danish Dynamite. Det handler om ‘Re-Sepp-Ten'…
Klokken havde lige passeret midnat i København, da Sepp Piontek kom igennem på telefonen fra Mexico City. På det tidspunkt sad hans spillere iført sombreros og med hævede champagneglas efter at have vundet B.T.'s Guld som årets sportsnavn. Mens hans stjerner hyggede sig med kendisser og kulturministeren, havde Piontek allerede indledt sin rekognosceringsmission i Mexico efter at have overværet lodtrækningen til de forskellige VM-grupper dagen i forvejen.

“Man er begyndt at kalde vores pulje for ‘Dødsgruppen' herovre,” skrev B.T., at Piontek havde sagt i telefonen. “Franz Beckenbauer går rundt og ser vældig bekymret ud.” Gruppe E: Vesttyskland, Uruguay, Skotland, Danmark. Sportssektionerne i de danske aviser var plastret til med overskrifter om denne ‘dynamitpulje', men det var Uruguays landstræner, Omar Borrás, der brugte det navn, som senere blev standardbetegnelsen for alle svære lodtrækninger: El grupo de la muerte – Dødens Gruppe. I vore dage bruges udtrykket så ofte, at det næsten har mistet sin betydning. I 2012 havde sågar de norske mesterskaber i håndbold for oldboys sin egen ‘dødsgruppe'. Men det var skarpt set af Borrás, og hans kommentar var fuldt ud berettiget. VM-turneringer havde tidligere set storhold havne i samme gruppe – Italien, Frankrig, Argentina og Ungarn skulle for eksempel kæmpe om to pladser i den indledende runde i 1978 – men gruppe E i Mexico tegnede til at blive en sjældent set tornado af talent, historie og momentum.

Det eneste, Vesttyskland, Uruguay og Skotland ønskede at trække fra det laveste seedningslag, var et landshold, der kunne fungere som prügelknabe i gruppen. Det kunne være blevet Canada, Irak, Algeriet, Marokko eller Sydkorea. Men i stedet fik de Danmark, der var røget i det nederste lag dels på grund af deres status som VM-jomfruer, og dels fordi seedningssystemet ikke tog højde for deres brat stigende stjerne inden for europæisk fodbold. Danskerne selv var ligeglade. De skulle nok sætte fut i Dødens Gruppe.

Nedtællingen til VM var allerede begyndt under kampen mod Norge, da Svend Gehrs lovede alle seerne en sommer i Mexico. Hvis optakten til EM 84 i Frankrig havde føltes overvældende, så nåede hypen nu op på et helt nyt plan. Denne gang var alle med på galejen. Samtlige blade, bryggerier, rejsebureauer og plattenslagere fandt deres egen krog at hænge tilbuddene op på, pakket ind i rødt og hvidt og kastet i grams til et ivrigt publikum. Mandebladet Ugens Rapport havde sin egen gave til læserne, et ‘Mexico Sexico'-tillæg, hvor forsiden var prydet af en fotomodel kun iført en klaphat.

Fantasien kendte ingen grænser i jagten på lettjente penge. Et indkøbscenter i Ballerup blev omdøbt til ‘Dynamit Center 86'. En Ole Quist-klon optrådte i reklamer for en blød lænestol, som egnede sig perfekt til at sidde i foran skærmen og se VM-fodbold. Sloganet var naturligvis “Olé, Olé, Olé”. Carlsberg ændrede deres etikette på den klassiske Hof-øl fra grøn til rød. Supermarkeder solgte køkkenruller med rød-hvide flag og havde forsynet dem med denne reklametekst: “Når du skal tørre sveden af panden eller kommer til at vælte glasset, har du brug for en køkkenrulle, du kan stole på.”

Også så var der spilledragten. Det er svært at sige, om tøjfirmaet Hummel forsøgte at mime holdets sprudlende spil eller simpelthen lod øjeblikkets begejstring løbe af med sig, men deres Mexico-dragt ramte Danish Dynamite-kulturen lige på kornet, hvad angik skrædderkunst og stil. Op til 1984-turneringen havde Hummel fravalgt den røde ensfarvede spilletrøje ved at tilføje hvide ærmer med broderede røde vinkler. Senere den sommer havde Hummels dragter til det danske håndboldlandshold vakt opsigt ved OL i Los Angeles. De rød-hvide tværstriber på trøjerne og de meget korte bukser gav hurtigt holdet kælenavnet ‘Bolsjedrengene'.

Men intet havde forberedt de forsamlede journalister på det syn, der ventede dem, da Morten Olsen, Frank Arnesen og Per Frimann luftede Mexico-kollektionen for allerførste gang. Det skete en februardag i 1986 i København. Trøjen var splittet op i to kontrasterende stribede halvdele, hvoraf den ene var i lyse, rød-hvide striber, mens den anden var i mørkerøde nuancer. Felterne på ærmer og bukser matchede det futuristiske design.

“Jeg synes, det er ... anderledes,” kommenterede Morten Olsen på dansk tv efter at have jongleret med bolden på et skakternet gulv iklædt den nye spilledragt. “Men,” tilføjede anføreren, “jeg synes, det virker som et frisk pust.”

Frank Arnesen nulrede lidt med fingerspidserne i buksekanten for at vise, at stoffet var lige så tyndt som det, atletikudøvere brugte. “De sidder meget løst,” sagde han, “og det tror jeg er en stor fordel, for vi kommer nok til at svede meget.”

Olsen antydede, at internationale fodboldforbund godt kunne være konservative med hensyn til, hvordan holddragter skulle se ud. Og det samme gjaldt helt afgjort de forsamlede journalister. Tøjet blev omgående døbt ‘Karnevalsdragten', og Tipsbladets tegner afbillede spillerne iført Batmanog hofnarkostumer.

Sportsjournalisten Per Høyer Hansen sagde, at spilletrøjerne var en fornærmelse mod holdet og beskrev dragten som “tutte-nuttet, som var det til pattebørn med sut og rangle. Andre ville anvende sådanne klude som køkkengardiner.”

Men selvom dragten stred mod folks indgroede forestillinger, solgte den godt. Hummels administrerende direktør, der deltog i lanceringen iført en cardigan-version af spillernes nye trøje, regnede med et salg på omkring ti millioner kroner alene i Danmark. “Det var en marketingtriumf,” siger Klaus Berggreen, der senere selv kom til at arbejde i modeindustrien. “Set med nutidens øjne var den totalt hæslig, men som et PR-stunt gav det virkelig pote.” Da et blad bad ham om at sammenligne de landskamptrøjer, Danmark havde spillet i gennem tiderne, anbragte han 1986-versionen øverst på listen.

En delegation fra Hummel havde rejst rundt i verden på jagt efter ideer og noteret sig, at skarpt opdelte farvede mønstre var ved at vinde indpas. Birgit Leitner, der var med til at designe den danske Mexico-kollektion, siger, at nyskabelsen bestod i de stribede felter og brugen af en tynd, blå tråd til at fremhæve farvekombinationen. “Det var ikke sådan, at spillerne bidrog direkte med ideer til designet,” siger hun, “men det var jo en flok festlige fyre. Man kunne kun blive i godt humør af at arbejde sammen med dem.”

Hummel var på forhånd ikke specielt bekymret for, hvordan fans og journalister ville reagere på spilledragten, men de var nervøse for, hvordan tøjet, især trøjerne, ville se ud på tv. Der gik rygter om, at firmaet ønskede at arrangere en kamp i Idrætsparken, så man kunne se, hvordan udstyret fungerede i virkelighedens verden. Men så vidt kom det aldrig. FIFA godkendte overdelen, men beordrede Hummel til at gøre shortsene ensfarvede af hensyn til helhedsindtrykket på tv. Så Danmark stod nu med enten røde eller helt hvide bukser, der skulle passes sammen med deres enten rødeller hvidstribede felter på bluserne, og holdet brugte alle fire kombinationer i løbet af de fire kampe i Mexico.

De journalister, der var mavesure ved lanceringen, burde i stedet have hamstret spilledragter og gemt dem et sikkert sted. I dag, snart 30 år efter VM i Mexico, sælges tøjet jævnligt for over 2.000 kroner på eBay. Og selvom landsholdet i 2010 havde fået Adidas som tøjsponsor, sendte Hummel kopier af de stribede dragter fra 1984 og 1986 på markedet op til VM i Sydafrika. I andre lande blev den det definitive symbol på dansk fodbolds guldalder. Få eller ingen eksperimenterende spilledragter er så let genkendelige verden over. Fans i engelske klubber som Coventry, Aston Villa og Southampton tog også moden til sig en overgang, men det er den danske kitsch, der er penge i i dag.

Danskerne nøjedes med 1984-tøjet, da de mødte Bulgarien i en venskabskamp to måneder før VM. Lerby måtte vikariere som libero, mens de fleste andre fra den normale startopstilling havde travlt med at fylde deres respektive klubbers pokalskabe rundt om i Europa. Nederlaget på 0-3 til bulgarerne gav mindelser om holdets katastrofale optakt til EM i 1984. “Der så I vores verdensmestre. Hold op med alt det roseri. Vi spillede som i amatørdagene,” sagde Piontek til pressen.

En af de spillere, der var i skudlinjen, var John Lauridsen, der aldrig rigtig fik overbevist landstræneren om sine kvaliteter, selvom han var stjernen hos spanske Espanyol. Det hold, Piontek ville have med til Mexico, gav næsten sig selv på forhånd. Det eneste spørgsmål var, om to af stjernerne i den hjemlige 1. division skulle få lov at prøve kræfter på verdensscenen: Flemming Povlsen og Peter Schmeichel. Povlsen, en supertalentfuld angriber, der lyste op i Borussia Dortmund i 1990'erne, endte med at blive hjemme for at læse til eksamen. Med Lauridsen ude i kulden blev der plads i truppen til Feyenoords måltyv John Eriksen og til Allan Simonsen, hvis tid på landsholdet var ved at være forbi.

Schmeichel havde spillet en afgørende rolle, da Hvidovre rykkede op i 1. division. Men Piontek satsede på erfaringen og udtog i stedet Lars Høgh, der spillede hele 23 sæsoner for sin klub, OB. Høgh havde øget sin træningsindsats hele året op til VM-turneringen. Vinteren igennem svømmede han hver morgen, inden han mødte på arbejde i et shippingfirma. Efter jobbet tog han så videre til aftentræning i klubben. “Det var lidt hårdt,” siger Høgh, “men jeg betragtede det som en investering.” Uanset om Lars Høgh skulle med til Mexico eller ej, så havde hans far allerede gjort sit for landsholdet. Det var hans firma, der sørgede for sende dele af det danske spilleudstyr af sted til Latinamerika.

Da træningssamlingen op til VM blev indledt i begyndelsen af maj på Hotel Marina, kunne Piontek kun råde over syv spillere til at iføre sig den stribede dragt. Resten befandt sig stadig i deres klubber, fordi ligaerne rundt om i Europa først blev færdigspillet senere samme måned. Da resten af holdet dukkede op, talte truppen spillere, der havde været med til at vinde mesterskabet i Italien, Vesttyskland, England, Holland og Belgien. Der var ingen danske mestre blandt dem.

En af de sidst ankomne var Frank Arnesen, der havde måttet blive i Eindhoven for at hjælpe PSV med at vinde Æresdivisionen. Det skete med en 8-2-sejr over Go Ahead Eagles. Men få dage før den afgørende kamp var Arnesen alligevel fløjet en smuttur til København. Han var i byen i få timer for at optræde som forsanger under indspilningen af den danske VM-slagsang, ‘Re-SeppTen'. Titlen var et ordspil, der både hentydede til den rette medicin for at få VM-succes og til landstrænerens lykkebringende navn. Pladeproduceren havde bedt anfører Morten Olsen om at udpege truppen største musikalske talent, og valget var naturligt nok faldet på Arnesen. Han var en Amagerdreng, der voksede op på Christianshavn og havde fået sin rock'n'roll-uddannelse i den lokale ungdomsklub. Holdkammeraterne havde givet ham kælenavnet Frankie Boy.

“Jeg ved, jeg har en god stemme, men at hele landet nu skal høre på den i årevis, gør mig helt ærligt lidt nervøs,” sagde han efter indspilningen af ‘Re-Sepp-Ten' – uden at ane, at sangen blev den hurtigst og bedst sælgende single i dansk pophistorie. Arnesen fik sig et andet job i samme boldgade, da han indspillede en reklamesang for DSB. I reklamen var han iført den danske spilledragt, inklusive de forbudte, stribede shorts og jonglerede med en tom mælkekarton fra det beskidte kupégulv hen til en affaldskurv.

Ekstra Bladet havde opfordret læserne til at komme med bud på en tekst til ‘Re-Sepp-Ten', og den vindende sangskriver fik både en Mexico-tur og billetter til Danmarks kampe. Nogle af de første forslag var lige så forbløffende, som de var ringe. (“Det er rødt og hvidt, det er dit og mit, og det er skattefrit”). Det bedste bud kom fra den 56-årige roligan Grethe Larsen, der vandt førstepræmien. Åbningsmatchen mod Skotland ville blive den 25. danske landskamp, hun var med til. “Inden turen til Mexico har jeg rejst 25.000 kilometer for at følge landsholdet, og jeg aner ikke, hvad det har kostet mig,” sagde fru Larsen til ugebladet SE og HØR. “Det er ærgerligt, at jeg kom så sent i gang. Men jeg var sgu bange for at flyve. Det overvandt jeg i 1979, og så var jeg solgt.”

Entertaineren Jarl Friis-Mikkelsen, den ene halvdel af duoen Brødrene Øbberbøv, der havde nedlagt Allan Simonsen for sjov i en tv-sketch, fik til opgave at strikke en brugbar tekst sammen til ‘Re-Sepp-Ten'. Han afleverede et fængende sammenkog af patriotiske vrøvlevers, eventyrfigurer og dobbelttydigheder. Der var både den grimme ælling og Mor Danmark, der elsker sine drenge, der kan knalde. Og så omkvædet, der gik rent ind: “Vi er røde, vi er hvide, vi står sammen side om side.”

Det var en af Ekstra Bladets læsere, der havde foreslået at koble landsholdet sammen med H.C. Andersens eventyr, og den idé tændte Friis-Mikkelsen straks på. “Når man skal lave sådan en hyldestsang, kan det ikke blive for opulent,” siger han. “Den er kernedansk, så der skal også drysses lidt humor på.” Jarlen havde også fremtryllet en idé til B-siden, men den sagde DBU-toppen nej til. Jarlen: “Vi ville lave et anderledes omkvæd, der tog højde for en nedtur i Mexico: ‘Vi er røde, vi er hvide, vi er virkelig ude og skide.' Man skal synge, når man vinder, men også når man taber.”

Mens Arnesen var prof i pladestudiet, var det amatørernes dag , da resten af holdet dukkede op og skulle agere baggrundskor. Spillerne blev stillet op tæt på (i visse tilfælde langt fra) mikrofonen i forhold til deres stemmepragt, og så blev der tilføjet nogle sangere fra et band, der var ved at indspille et album i nabostudiet. Forsangeren her, Maria Charlotte ‘Dodo' Gad, var endnu ikke den ægte popstjerne, hun senere skulle blive, men hun cementerede sin position i den danske kulturhistorie, da hun fik tilbuddet om at være forsanger på ‘Re-Sepp-Ten'.

“Jeg var dybt benovet,” siger Dodo. “Det var jo ikke mig, der var noget der. Jeg stod mast op i et hjørne og så det her hold af mænd komme ind, som man kun havde set på fjernsynet.” Men spillerne var lige så fascinerede af hende. “Alle syntes straks om Dodo, fordi hun så godt ud,” siger Klaus Berggreen. “Og da hun så begyndte at synge, blev vi helt vilde med hende.” Dodo og hendes bandmedlemmer husker, at Berggreen var en af de få spillere med en rimelig stemme, og at Elkjær ikke havde en tone i livet.

Da musikken var indspillet, blev der lavet en video, hvor Piontek spiller rollen som pladeproducer, mens spillerne synger kor i bedste Band Aid-stil iført deres spraglede træningsdragter. Elkjær stod lige bag Dodo og smilede lumsk, mens han vippede sine høretelefoner rundt, så de sad på hans næse og omme i nakken. “Det gik først op for mig, da jeg så videoen, at de tog pis på mig,” siger Dodo.

Den enkelt opbyggede sang med synthesizer-akkompagnement spillede på de helt rigtige strenge og fik en langt større udbredelse end forventet. Kun fire dage efter premieren på tv var der blevet solgt 35.000 plader. Og halvvejs gennem gruppekampene i Mexico var tallet nået op på over 118.000. Pladeselskabet foreslog Dodo, der prøvede at koncentrere sig om arbejdet med sin gruppes debutalbum, at hun skulle stikke en nødløgn om, at hun var på ferie, så hun ikke hele tiden blev forstyrret af medierne.

Den dag i dag er ‘Re-Sepp-Ten' den eneste sang, der kan gøre ‘Der er et yndigt land' rangen stridig, når Danmark spiller landskamp på hjemmebane. “De synger den stadig,” siger Piontek med en blanding af undren og stolthed. “Hver eneste gang, vi kvalificerer os til et eller andet, bliver der lavet en ny sang, men den her er aldrig blevet overgået – de spiller den endda til håndboldlandskampe!”

Piontek gav producerne besked på, at de kun havde halvanden time til at få sangen og videoen i kassen, inden bussen satte kurs tilbage mod træningslejren. Men tiden i pladestudiet var et velkomment afbræk for spillerne, der blev kørt hårdt på træningsanlægget i Vedbæk. Desuden var de alle igennem en individuel fitnesstest på August Krogh Instituttet i København, en underafdeling af det medicinske fakultet og opkaldt efter en dansk Nobelprisvinder, der blandt andet havde forsket i blodets evne til at optage og binde ilt.

I et forsøg på vænne spillernes fysik til at fungere optimalt i Mexico Citys tynde luft havde Piontek taget et tip til sig fra en kapgangtræner. Han anbefalede en noget utraditionel metode. Der blev spændt iltbeholdere på spillernes ryg, mens de trak vejret gennem noget, der lignede en rummaske. Den doserede indholdet af ilt i indåndingsluften, så det svarede til, hvad man ville komme ud for, når man løb i 2.300 meters højde. Spillerne havde fem af disse apparater til deling, og programmet bestod af tyve minutters jogging i jævnt tempo fulgt af en serie korte sprint.

Hvordan det føltes? Berggreen beskrev det som at have sandpapir i munden. I dag tør han godt indrømme, at nogle af holdkammeraterne fandt på luskede metoder til at snige lidt ægte frisk luft ind under masken. “Sepp gjorde det mest for at demonstrere over for os, at det ville blive hårdt. Jeg gennemførte det uden at snyde, men jeg kunne se, at Preben og Michael skubbede masken til side indimellem.” Påstanden om, at Elkjær endda tog et par hiv af sin smøg gennem siden af masken, er dog kun en myte. Den maniske fokusering på højdetræning og luftforhold nåede et punkt, hvor Ekstra Bladets sportsredaktør skrev i sin daglige klumme, om nationen dog ikke kunne tænke på andet end tynd luft i Mexico. Men Piontek sørgede omhyggeligt for at optimere sine spilleres fysik under de uvante forhold. Hans træningsprogram overlod intet til tilfældighederne:

08.30: Morgenmad
09.30: Højdetræning
10.30: Træning
13.00: Frokost
14.00: Hvile og massage 16.30: Højdetræning
17.30: Træning
19.30: Aftensmad
20.30: Massage og video 23.30: Sengetid

Mellem træningspassene fandt man tid til en opvarmningskamp mod Norge (som blev tabt 0-1) og et besøg hos den danske kongefamilie. I et interview havde Elkjær antydet, at holdet ikke fik den anerkendelse af dronning Margrethe, de fortjente. Det danske hof fulgte straks opfordringen. Landsholdets pr-værdi var det pure guld. Spillerne skiftede Hummel-tøjet ud med nydelige, koboltblå smokingjakker, stribede slips og mørke bukser og stillede sig pænt op på trappen foran slottet til et gruppebillede sammen med majestæten og hendes familie. De havde taget træningsdragter og fodboldstøvler med til de to unge prinser. “Flink dame, Margrethe,” sagde Elkjær bagefter til de forsamlede journalister. “Hun skældte mig ikke ud.”

Næste dag spillede Danmark den sidste opvarmningskamp mod Polen, der også skulle med til VM. Idrætsparken var fyldt til sidste plads. En af tilskuerne var den skotsk-engelske rockstjerne Rod Stewart, klædt i gangsterlignende trenchcoat og bredskygget Borsalino. Han så danskerne vinde 1-0, men hævdede bagefter fortrøstningsfuldt, at Skotland nok skulle hale en sejr hjem tre uger senere i Mexico. Stewarts fly til Danmark var blevet forsinket, så han gik glip af første halvleg og det veloplagte publikums afsyngelse af nationalsangen, der helt overdøvede orkesteret i tv-transmissionen.

De fleste af disse fans havde ikke mulighed for at følge deres helte hele vejen til Mexico, men de heldige, der skulle af sted, udviste stor opfindsomhed. Nogle roligans solgte ligefrem bil og hjem for at få råd til den lange rejse. Andre brugte deres sabbatordning på jobbet eller bortauktionerede præmiekreaturer. For en gruppe fans, der arbejdede i flyselskabet SAS, var turen til Mexico allerede påbegyndt på vej hjem fra den sidste gruppekamp i Irland. De fleste af dem havde trofast fulgt landsholdet på udeog hjemmebane i årevis, men de prøvede at lægge en plan, så de kunne rejse sammen til det forjættede land, standsmæssigt, men uden at blive bankrøvere først. Svaret var en ramponeret dobbeltdækker, der havde fungeret som sightseeingbus i Los Angeles. En lille delegation drog af sted til USA for at købe bussen, hvorefter SAS-personalet i LAX-lufthavnen udsmykkede den med vandrette, rød-hvide striber. Selv hjulkapslerne blev malet i de danske farver, og bussen blev døbt Roliganexpressen.

Gruppen bestod af 25 SAS-folk, der fløj til Los Angeles på første klasse iført narrehatte og ensartede jakkesæt i Harlekin-stil. De var blevet gode venner med en dansk-amerikansk forretningsmand ved navn Andy, der holdt fest for dem på sin planteskole, inden festaberne begav sig ud på den lange køretur til Mexico City. Da bussen vendte tilbage til Los Angeles efter VM – med hjælp fra en kranbil – købte Andy det faldefærdige køretøj af dem og ombyggede det til et drivhus.

De fleste i gruppen sov øverst oppe i todækkeren, mens nogle få stykker fulgte efter bussen i en Dodge-van, der også var dekoreret med bolsjestriber. Inden turen gik i gang, havde alle modtaget et brev fra arrangørerne, der mindede dem om, at de måtte efterlade deres privatliv ved busindgangen: “De, der har en walkman, bedes tage den med i tilfælde af, at nogen har lyst til lidt privatliv undervejs på turen – og det bliver den eneste måde at få det på.”

Lars Møller Nygaard, der arbejdede i indtjekningsskranken i Kastrup Lufthavn, fortæller, at de blev hyldet som konger og dronninger overalt, hvor bussen kom frem i Mexico. Normalt bookede de to-tre værelser på et lokalt motel, så bussen kunne få lov til at stå parkeret dér natten over. Men ikke sjældent endte deres ankomst med at udvikle sig til en større fest – nogle gange endda med byens borgmester som deltager.

Roliganexpressen fik tilbudt politieskorte til stadion gennem det kolossale trafikmylder inden kampen, og den forunderlige færd bragte også danskerne i søgelyset hos mexicansk tv, der lavede et portræt af dem. “Hver gang vi ankom til en ny lille by, måtte vi skrive autografer,” siger Lars Møller Nygaard. “Det var helt vanvittigt. Vi kunne ikke rigtig finde ud af, om de troede, at vi var landholdsspillere.”

En bus fyldt med tequilaglade roligans havde vundet mexicanernes hjerter. Men det var intet imod, hvad de danske spillere viste sig i stand til inde på grønsværen.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER