Optakt: Valencia CF - Real Madrid
Valencia har ikke sejret i de seneste 10 forsøg mod Real Madrid i ligaen. Kan de bryde deres egen nederlags- og Real Madrids sejrsstime søndag?
Kommentar:
Der er dømt storopgør i Spanien, når ustoppelige Real Madrid skal forsøges stoppes på en af de sværeste udebaner i Spanien. Her står Valencia nemlig klar til at stikke en kæp i hjulet på Cristiano Ronaldo og Co.
Og selvom vinden er begyndt at blæse i den rigtige retning for 'Los Che' må man sige, at Real Madrid er forhåndsfavoritter i opgøret. Ikke blot virker Real Madrid uovervindelige i enhver (træningskamp mod AC Milan undtaget) sammenhæng for tiden, men også i de indbyrdes kampe med Valencia taler statistikken sit tydelige sprog. De seneste 10 gange de to hold er mødtes i La Liga har Valencia nemlig ikke formået at vinde, og kun tre gange har de stjålet point fra hovedstadsklubben.
Men måske ellevte gang skal være lykkens gang for Valencia? Med årskiftet er Valencia nemlig for alvor gået ind i en fase, hvor ejeren Peter Lim kan åbne for pengepungen. Det kommer allerede til at vise sig søndag, hvor Enzo Pérez ser ud til allerede at få sin startdebut efter nytårsskiftet fra Benfica. Og måske netop denne forstærkning var den Valencia havde mest brug for, da Javi Fuego nok må siges at have været det svageste led på den tremandsmidtbane, der ellers består af André Gomes og Dani Parejo.
Om det er nok til en sejr kan netop blive afgjort på midten. Indtil videre har Real Madrid formået at klare sig fænomenalt uden en decideret defensiv midtbanespiller, da de i stedet har sat sig på kampene og holdt bolden i egne rækker. Men Valencia er et hold, der virkelig formår at gå intensivt til værks, og måske deres aggressive spillestil kan bringe den offensivt orienterede midtbanetrio med Kroos, Isco og James lidt i ubalance. Kan det lykkes for hjemmeholdet, bliver det en hektisk kamp i en hektisk affære på et Mestalla, der vejrer morgenluft.
Men det forbliver dog et kæmpe hvis, om Valencia kan gøre det onde og stoppe Real Madrids stime. For siden de løb ind i nederlag til Atlético og Real Sociedad på kort tid, har Real Madrid ikke vist så meget som et eneste svaghedstegn, og det bliver derfor uhyre spændende at se, om Valencia kan udfordre mesterskabsfavoritterne og dermed fortsætte de gode takter i bestræbelserne på at sikre sig den vigtige fjerdeplads, som de i øjeblikket kæmper med Málaga, Villarreal og Sevilla om.
Karantæner og skader:
Valencia har Javi Fuego ude med karantæne, mens Joao Cancelo, Joao Pereira, Bruno Zucculini, Filipe Augusto og Robert er siet fra truppen af Nuno.
For Real Madrid er Luka Modrić stadig ude, mens Sergio Ramos er med i truppen, selvom han er tvivlsom. Hvis ikke Ramos vurderes klar til sidst, træder Raphael Varane ind i startopstillingen.
Forventede startopstillinger:
Valencia CF (4-2-3-1):
Diego Alves; Antonio Barragán, Shkodran Mustafi, Nicolas Otamendi, Jose Gayá; Dani Parejo, Enzo Pérez; Rodrigo Moreno, André Gomes, Pablo Piatti; Álvaro Negredo
Real Madrid (4-3-3):
Iker Casillas; Dani Carvajal, Pepe, Sergio Ramos, Fabio Coentrao; Toni Kroos, Isco, James Rodríguez; Cristiano Ronaldo, Karim Benzema, Gareth Bale
Bud på kampens profil:
Valencia vil formentlig forsøge at komme fremad på hjemmebane. Det kan efterlade plads bag den offensive venstreback Jose Gayá, som Gareth Bale måske kan få lov at udnytte med sin speed.
Bud på kampens resultat:
Real Madrids sejrsstime kan meget vel ende som det første i det nye år. Valencia kan dog ikke begynde sin, for det ender uafjort i dette topbrag i La Liga. 2-2 i en spektakulær og åben affære.
Formkurve:
Valencia CF: | V-U-V-U-V |
Real Madrid: | V-V-V-V-T |
Seneste kampe Valencia CF:
20141204 | Rayo Vallecano | 1 - 2 | Valencia CF |
20141207 | Granada CF | 1 - 1 | Valencia CF |
20141213 | Valencia CF | 3 - 0 | Rayo Vallecano |
20141216 | Valencia CF | 4 - 4 | Rayo Vallecano |
20141220 | SD Eibar | 0 - 1 | Valencia CF |
Seneste kampe Real Madrid:
20141209 | Real Madrid | 4 - 0 | Ludogorets Razgrad |
20141212 | UD Almeria | 1 - 4 | Real Madrid |
20141216 | Cruz Azul | 0 - 4 | Real Madrid |
20141220 | Real Madrid | 2 - 0 | CA San Lorenzo |
20141230 | Real Madrid | 2 - 4 | AC Milan |
Kampen spilles søndag d. 4/1 klokken 17.00 og kan følges på Canal 9.
Kampens dommer er Gil Manzano.