VM-legender: Fritz Walter - Eventyret fra 1954
Fritz Walter var anfører på Vesttysklands berømte landshold, der mirakuløst løb med VM-titlen i 1954. Indkast.dk tager dig her med tæt på den vesttyske VM-legende.
I dag er tysk fodbold på noget af sit højeste niveau nogensinde og kan derfor med rette betegnes for at være blandt verdens elite. Hvis tiden dog skrues tilbage til 1954, så var det langt fra samme billede, der dengang udspillede sig.
Blot ni år efter 2. verdenskrig var tysk fodbold stadig i sin tidlige genopbygningsfase, hvilket derfor også var tilfældet for det vesttyske landshold. Vesttyskland havde ganske vidst kvalificeret sig til VM-slutrunden i Schweiz i 1954, men med deltagere som Brasilien, Uruguay, Jugoslavien og ikke mindst de daværende fodboldkonger fra Ungarn, så var forventningerne til det vesttyske landshold nærmest ikke eksisterende før slutrundens start. Alt håb var med andre ord lagt på skuldrene af anfører Fritz Walter, der med sine 33 år havde masser af erfaring at biddrage med.
Vesttyskland startede VM-slutrunden på helt forfærdelig vis med et ydmygende nederlag på hele 8-3 til Ungarn, men på trods af dette, så lykkedes man alligevel til sidst med at spille sig i kvartfinalen takket være en sikker 7-2-sejr over Tyrkiet. Og selvom Max Morlock stjal avisoverskrifterne med et hattrick, så var Walter en inspiration for sine holdkammerater hele kampen igennem. Han kæmpede nemlig på banen med et glødende hjerte og fik da også udbytte af sine anstrengelser med en enkelt scoring selv.
I kvartfinalen mødte Vesttyskland et meget talentfuld jugoslavisk landshold, men til en hel verdens store overraskelse, så imponerede vesttyskerne ved hente en 2-0-sejr. Det var derfor kun naboerne fra Østrig, der i semifinalen stod i vejen for en plads i finalen mod Ungarn. De fleste var dog overbeviste om, at der endnu engang var brug for en stor indsats fra Walter, hvis drømmen om en finalekamp mod ungarerne skulle blive til virkelighed. Men en stor indsats var da også lige præcis, hvad anføreren leverede. Walter scorede nemlig to gange fra straffesparkspletten i en sand magtdemonstration, som endte med hele 6-1 til Vesttyskland.
Vesttyskland havde dermed stik mod alle odds spillet sig i VM-finalen, men kunne man virkelig fuldføre sensationen ved at besejre Ungarn? - det samme hold, som Vesttyskland som bekendt havde tabt 8-3 til i starten af slutrunden. 1954 viste sig dog som miraklets år for det vesttyske landshold, der vandt finalen med en 3-2-sejr. Walter blev således den første tyske anfører nogensinde til at løfte VM-trofæet, og han vil af den årsag for evigt stå nedskrevet som en sand legende i tysk landsholdsfodbold.
I en alder af 37 år nåede Walter desuden at repræsentere Vesttyskland under VM fire år senere i Sverige. På trods af sin høje alder, så forblev Walter inspirationskilden på det vesttyske landshold, der nåede helt frem til semifinalen. Her blev de svenske værter dog for stor en mundfuld for Walter og co.