LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Jacob Krogsgaard Nielsen

Makienok: Bygger hele tiden på

Simon Makienok er denne uge på træningslejr i Dubai sammen med resten af Brøndby-truppen, og her er han ved at komme sig over sin lårskade.
Simon Makienoks seneste år som fodboldspiller er blevet spoleret af en muskelskade, som har voldt ham store problemer. Han har spillet flere kampe på halvt blus, mens skaden stadig har siddet og chikaneret. Nu kan Makienok endelig se fremad, da han er i gang med en systematisk genoptræning, som langsomt – men sikkert, skal bringe ham tilbage i topform for Brøndby.

- Da vi returnerede fra ferie, blev der lagt en foreløbig plan, hvor jeg bygger det hele stille og roligt op. Det vil sige, at jeg bruger de første par uger mere eller mindre for mig selv, så vi ikke forcerer noget i en lang opstart. Ifølge den oprindelige plan skal jeg derfor gå lidt med i de andres træning i næste uge og prøve mig lidt frem for at teste, hvor langt jeg er i forløbet i forhold til den belastning, det kræver, siger Makienok til klubbens hjemmeside.

Simon Makinok har i denne sæson scoret seks kasser for Brøndby, som overvintrer på Superligaens aktuelle fjerdeplads, og han nyder træningsforholdene under varme himmelstrøg i Dubai.

- Forholdene gør, at der er optimale betingelser for at træne godt, og jeg synes allerede, at det ser fornuftigt ud. Uden for banen giver det os mulighed for at blive rystet sammen, og vi hygger os i de perioder, hvor vi har mulighed for at koble lidt fra. Det er vigtigt at værne om sammenholdet, slutter Simon Makienok.

Makinenok sad sammen med Martin Albrechtsen, Khalid Boulahrouz og Martin Ørnskov udenfor, da Brøndby i går tabte 0-1 i en træningskamp mod ukrainske Shaktar Donetsk. Brøndby åbner forårssæsonen mod AaB på hjemmebane d. 23. februar.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder