LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Michael Thykier

Lewandowski – fra udskud til stjerneskud

Historien om Robert Lewandowski er en skæv en af slagsen. Den polske komet var nemlig ude på lidt af en omvej, inden han strøg ind på den helt store scene med sine præstationer i Borussia Dortmund.
Robert Lewandowski blev født i 1988 i den polske hovedstad Warszawa, og spillede sine ungdomsår i klubben Varsovia Warsaw. Her i klubben blev det dog efterhånden klart for angriberen, at han ikke blev satset på. Lewandowski blev nemlig kasseret og fik således lov at spille på klubbens tredjehold. Klubben fandt ham simpelthen ikke god nok. Men Lewandowski var af en anden opfattelse. Derfor tog han selv turen til Delta Warsaw, hvorefter turen gik til Legia Warsaw, Znicz Pruszków og Lech Poznan. Det blev i sidstnævnte klub, at Lewandowski fik sit nationale gennembrud.

Med 32 mål i 58 kampe, og i en alder af kun 21 år, havde store udenlandske klubber som Genoa, Borussia Dortmund og Blackburn Rovers fået øje på den høje, stærke midterangriber, der udmærkede sig med en evne til at afslutte med både hovedet og begge fødder. Efter diverse forhandlinger gik turen til tyske Borussia Dortmund, der angiveligt betalte 35 mio. kr. for Lewandowski. Her blev det til en første sæson med personlige præstationer på det jævne, men med klubbens mesterskab og hans debutscoring mod Schalke som højdepunkterne.

I sæsonen 2011/2012 trådte Lewandowski så for alvor i karakter. Det stod tidligt på sæsonen klart, at han havde tilspillet sig en plads i træner Klöpps startopstilling, hvilket han takkede for i klubbens første kamp i pokalturneringen, ved at score to gange i 3-0 sejren over SV Sandhausen.

I ligaen åbnede Lewandowski sin bedste sæson til dato, med en scoring mod Nürnberg i august måned. Herefter to hans sæson for alvor fart. I oktober blev det til en enkelt assist og tre mål mod FC Ausburg i Dortmunds 4-0 sejr. Lewandowski var godt kørende i Bundesligaen, men i Champions League havde hverken han selv eller holdet den helt store succes. Ét mål af Lewandowski og én sejr til Dortmund var hvad det blev til for de tyske mestre, som måtte se Arsenal, Marseille og Olympiakos slutte foran sig.

I den hjemlige liga kunne sæsonen dog ikke blive meget bedre, end den gjorde for Lewandowski. Borussia Dortmund endte med at snuppe det tyske mesterskab for andet år i træk, med 22 mål af Lewandowski, men lige så vigtig – for næsen af rivalerne Bayern München. Og som om det ikke var nok, tværede Dortmund – med Lewandoski i spidsen – Bayern ud i pokalfinalen. Tre mål af Lewandowski og 5-2 til de gule.

Robert Lewandowski drager stor fordel af hans fysisk, der kommer til udtryk i hans størrelse, hans styrke og hans springkraft, og det med styrken, har Lewandowski ikke fra fremmede. Hans far Krystof var nemlig polsk mester i judo, og spillede i øvrigt fodbold i den polske 2.division, mens Lewandowskis mor spillede professionel volleyball.

I denne sæson har Robert Lewandowski så fortsat sin rivende udvikling og imponerende komet-karriere. I Bundesligaen har han scoret 23 mål i 27 kampe, og indtager dermed pladsen som ligaens topscorer. I Champions League har Lewandowski imponeret om muligt endnu mere. 10 mål er det indtil nu blevet til, med det helt klare højdepunkt i første semifinale mod Real Madrid, hvor den langbenede polak sørgede for alle fire mål i 4-1 sejren.

Storklubberne nærmest flokkes om Lewandowski for tiden. De seneste meldinger går på, at Dortmunds rivaler fra Bayern München skulle være tæt på at have sikret sig angriberen, fuldstændig som de for nylig gjorde det med Mario Götze. Hvor Robert Lewandowski ender, og hvor langt han når med sin karriere, ser ud til at være op til ham selv. Han har endnu ikke haft en decideret downperiode i hans tid i Dortmund, og det bliver umanerlig spændende at se, hvor langt den nu 24-årige angriber kan nå.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder