Alt om AGF - Silkeborg
Henrik Pedersen stopper karrieren efter denne kamp. Han har scoret 70 Superligamål for Silkeborg (klubrekord) og spillet 210 Superligakampe for klubben fra Søhøjlandet.
• Silkeborg har måske lidt overraskende et lille overtag, når de to hold mødes i Aarhus i landets bedste fodboldrække. SIF har 12 udesejre mod de hvide, mens AGF 10 gange har trukket det længste strå på eget græs. Seks opgør er endt uafgjort.
• Hvis man udelukkende ser på de indbyrdes Superligaopgør i Aarhus, har SIF 11 sejre, AGF ni, mens fem kampe er endt uden vinder.
• AGF er klart den klub, som Silkeborg har hentet flest udesejre mod (11) samt scoret flest udebanemål mod (41) i Superligaen.
• Af de nuværende Superligahold er det kun mod SønderjyskE, at Silkeborg også har en positiv statistik på fremmed græs.
• Silkeborg har vundet deres seneste to Superligabesøg i Aarhus og er ubesejrede i deres seneste tre udekampe mod de hvide.
• Silkeborg kan med en sejr i dag tangere deres længste sejrsstime nogensinde mod AGF på fremmed græs i landets bedste fodboldrække. I perioden august 1993-november 1994 vandt Silkeborg også tre udekampe i træk mod de hvide fra Fredensvang.
• Silkeborg (213) og AGF (223) er de hold i ligaen, der har haft færrest afslutninger indtil nu i denne sæson.
AGF
• For anden sæson i træk topper AGF listen over hold med flest mandagskampe i Superligaen. I den forgangne sæson spillede de hvide 11 gange om mandagen, mens de i dag spiller deres syvende mandagskamp i denne sæson.
• Men AGF har faktisk ret gode erfaringer med mandagskampe. De foregående seks mandagskampe i denne sæson har nemlig budt på tre sejre og tre uafgjorte. Og hvis man ser på alle de 17 mandagskampe, som de hvide har spillet, siden de vendte tilbage til Superligaen, så lyder statistikken således: 8 sejre, 7 uafgjorte og blot 2 nederlag.
• En af de to tabte mandagskampe var dog en hjemmekamp mod netop Silkeborg (0-2-kampen den 21. november 2011).
• Hvis de andre resultater flasker sig, så kan AGF for første gang siden sæsonen 1996-1997 ligge i top 4 i vinterpausen.
• Aron Jóhannsson er Superligaens mest effektive spiller, når man ser på det gennemsnitlige antal minutter pr. scoring. Jóhannsson har i snit brugt 86,08 minutter pr. scoring i denne sæson (13 mål på 1.119 minutter), og ingen af de øvrige spillere, der har scoret over et mål i denne sæson, har været lige så effektive. Nummer to på listen er FCKs Nicolai Jørgensen (94,11 minutter pr. scoring).
• AGF er det hold i ligaen, som modstanderne har begået flest frispark mod i denne sæson (249). Omvendt er Silkeborg det hold i rækken, som de andre hold har begået færrest frispark mod i sæsonens første 19 runder (169).
Silkeborg IF
• Silkeborg skal vinde denne kamp, hvis klubben fra Søhøjlandet skal have en chance for at overvintre over nedrykningsstregen. Silkeborg er rykket ned begge de foregående Superligasæsoner, hvor holdet lå til nedrykning i vinterpausen, nemlig i sæsonerne 2002-2003 og 2006-2007. I begge sæsoner var Silkeborg placeret på sidstepladsen i vinterpausen.
• Siden den nuværende turneringsstruktur blev indført fra 1995-1996-sæsonen har det været hovedreglen, at mindst et af de to hold, der lå til nedrykning i vinterpausen, også endte med at rykke ud af ligaen. Kun i sæsonen 1996-1997 endte ingen af de to nederstplacerede hold i vinterpausen (FCK og AB) med at rykke ud. Se forside for flere detaljer.
• I alt har kun otte ud af de foregående 34 hold, der har ligget til nedrykning i vinterpausen i en Superligasæson med den nuværende turneringsstruktur, klaret frisag, når sæsonen var spillet til ende. Det svarer til 24 %.
• Silkeborg kan for blot fjerde gang i klubbens historie vinde tre udekampe i streg i Superligaen. Det gjorde klubben fra Søhøjlandet senest i perioden november 2009-marts 2010, hvor SIF satte klubrekord med fire udesejre i streg.
• Silkeborg kan vinde deres femte udekamp i dette efterår, og det vil være en tangering af klubrekorden for flest udesejre i en efterårssæson i Superligaen. Den er sat i efteråret 1997.
• Silkeborg er kun to scoringer fra at tangere klubrekorden for flest mål på fremmed græs i et kalenderår i Superligaen. Den er sat i 1997 (32 mål). Silkeborg har scoret 30 mål på udebane i år.
• Silkeborg er det hold i ligaen, der har tilladt modstanderne flest afslutninger i denne sæson (293).
• Viggo Jensen kan blive den fjerde træner i Superligaens historie med mindst fem udesejre over AGF i Superligaen. Ebbe Skovdal (7), Ove Christensen (5) og Troels Bech (5) er de trænere, der flest gange har besejret de hvide på fremmed græs i Superligaen.