Dreyer er MVP: Overgår Messi og to Superliga-kendinge
- Anders Dreyer er nummer et for mig på grund af en ting. Kontinuitet. Han har været tilgængelig i næsten alle San Diegos kampe denne sæson. Han har været den mest konsistente og effektive angriber i MLS. Hvis vi tænker tilbage til runde et, hvor de mødte La Galaxy, vidste vi ikke rigtigt, hvad vi skulle forvente af San Diego, men da kampen var slut, talte vi om Anders Dreyer, efter at han lavede to mål.
Sådan sætter MLS-eksperten Sacha Kljestan ord på sine synspunkter vedrørende, hvilken spiller han anser for at være den mest værdifulde i den bedste amerikanske liga lige nu.
Og han peger altså på den tidligere FC Midtjylland-profil og danske landsholdsbobler Anders Dreyer, da den 27-årige kantspiller har haft en fænomenal debutsæson hos San Diego:
- Han har lavet 15 assists i sæsonen, og kan blive den blot fjerde spiller i MLS-historien til at opnå 20 assists. Så han er nummer et lige nu for mig. Er han det, når sæsonen er slut? Det ved jeg ikke, men lige nu er han MVP.
Sådan uddybede Sacha Kljestan altså sine pointer omkring Dreyer, og hans top fem-rangliste over de bedste MLS-spillere fremgår desuden også på den officielle hjemmeside for MLS, som du kan se herunder:
1. Anders Dreyer
2. Lionel Messi
3. Evander
4. Sam Surridge
5. Hany Mukhtar
Således overgår Dreyer altså ifølge Kljestan selveste Lionel Messi, og derudover er det værd at bemærke, at også de to tidligere Superliga-kendinge Evander og Hany Mukthar er på listen.
Der er indtil videre spillet 22 kampe ud af de 34 kampe af grundspillet, som skal spilles inden slutspillet. Her ligger Dreyer og San Diego nummer 1 i Vest Konference med to point ned til Minnesota.