EM - 1984
Da sommerens EM står for døren, vil Indkast.dk i tiden op til gennemgå de tidligere slutrunder. Næste stop - 1984.
Efter EM i 1980 stod det klart, at den omlægning af turneringsstrukturen UEFA havde foretaget aldrig blev den øjeblikkelige succes, man havde håbet.
Ikke desto mindre udviste unionen den fornødne stædighed, da de i 1984 lod turneringen spille under de præcis samme omstændigheder. Dog gik nummer 1 og 2 nu videre fra gruppespillet til semi-finalerne - i stedet for i 1980 hvor nummer 1 gik direkte i finalen - da bronzekampene var blevet afskaffet.
Derudover var 1984 også året, hvor samtlige 33 medlemmer af UEFA for første gang alle deltog i turneringen, hvor Frankrig var direkte kvalificerede qua deres værtsskab.
En af store overraskelser i kvalifikationen stod ingen ringere end Danmark for. Med en imponerende 0-1 sejr på Wembley formåede de nemlig at gå videre fra deres gruppe på bekostning af England. Med spillere som Allan Simonsen, Michael Laudrup og Preben Elkjær blev danskerne på daværende tidspunkt betragtet som en joker til at vinde trofæet.
I gruppespillet mødtes Danskerne med finalisterne fra den forrige slutrunde fra Belgien, Jugoslavien og turnerings helt store oplevelse i værterne fra Frankrig.
Her mødtes Frankrig og Danmark i en kamp der blev overraskende jævnbyrdig, da Les Bleus måtte vente til det 78. minut, førend Michel Platini scorede kampens enlige mål. Netop Platini skulle vise sig at blive turneringens helt hotte navn, da han med en scoring i samtlige kampe, og et hattrick i to af dem, slog den scoringsrekord - på ni mål ved en EM-slutrunde - han til stadighed er indehaver af.
De to hattricks kom i de efterfølgende kampe, da Frankrig sikkert spillede sig i semi-finalen ved først at ydmyge Belgien 5-0 og senere slå Jugoslavien 3-2.
At Danmark var en nation, man skulle holde øje med i international sammenhæng blev kun understreget i gruppespillets anden kamp mod Jugoslavien hvor man vandt hele 5-0, selvom en af holdets bærende kræfter, Allan Simonsen, sad ude, da han brækkede benet mod Frankrig.
I gruppens sidste kamp skete det så. Det ingen havde turde håbe på. I hvert fald ikke efter de første 39 minutter af kampen mod Belgien, i det danskerne allerede var bagud 2-0. Frank Arnesens straffesparksscoring kort før pausefløjt antændte dog det spinkle håb hos de danske roligans, der senere skulle vise sig at blive til virkelighed. I anden halveg blev Preben Elkjær nemlig matchvinder med kun fem minutter igen, efter Kenneth Brylles udligning i det 60. minut. Danmark var i semfinalen!
De to øvrige semi-finalister skulle findes i den anden gruppe, hvor Rumænien, Portugal, Spanien og Vesttyskland mødtes. Især sidstnævnte regnedes for en af turneringens store favoritter - og en klokkeklar semi-finalist - men efter en sejr over Rumænien, en uafgjort mod Portugal og et nederlag til Spanien, stod det klart, at Vesttyskerne måtte forlade turneringen, da de kun havde tre point, hvorimod Portugal og Spanien hver især havde fire. Da pointene ikke kunne afgøre hvem der skulle vinde puljen, og indbyrdes opgør og målscore heller ikke efterlod nogen forskel på de to hold, endte Spanien på den førsteplads der parrede dem med Danmark i semi-finalen, eftersom de havde scoret et enkelt mål mere end Portugal, der mødte Frankring i den anden semi-finale.
Kampen mellem Frankrig og Portugal skulle vise sig at gå over i historiebøgerne, da de to hold skiftedes til at føre, og den længe så ud til at skulle afgøres i en straffesparkskonkurrence.
Frankrig var de første til at tage føringen, da venstre-backenDomergue efter 24 minutter sendte et frispark Michel Platini havde tilkæmpet sig ind bag Bento.
Herefter havde Frankring adskillige muligheder for at sikre sig den sejr, de fleste havde regnet med de ville vinde. Men ikke Rui Jardao. Selvom Platini skabte den ene chance efter den anden, var det denne portugiser der skulle blive kampens næste målscorer, da han med et kvarter igen udlignede den franske 1-0 føring. Da ingen af holdene formåede at score endnu et mål i den ordinære spilletid, fløjtedes den forlængede i gang umiddelbart efter. Her satte et sandt festfyrværkeri af scoringschancer igang, hvor begge målmand fik sit at se til. Især Frankrigs Bats - han var i hvert fald den første der blev passeret, og endnu en gang stod Rui Jordao bag scoringen.
I takt med minutternes passeren på Stade Velodrome med stemningen mere og mere intens, da Frankrig jo var på hjemmebane. Med fem minutter brød Michel Platini imidlertid igennem, lagde bolden til rette for Domergue, der kunne score sit andet mål i kampen og tuneringen. Derefter lod til de fleste på stadion - spillere som tilskuere - så småt forberedte sig på en straffesparkskonkurrence. Men Platini ville det anderledes den han fladt sendte Tiganas aflevering ind bag Bento i det 119. minut. Frankrig var i finalen.
På Stade Gerland skulle den anden finalist findes, da Spanien mødte Danmark. Her gik alt efter Pionteks planer, da Søren Lerby efter bare syv minutter bragte danskerne foran med 1-0. En føring der skulle vise sig at holde helt til pausen, da spanierne først udlignede en time efter kampens første scoring ved Antonio Maceda.
Resten af kampen, der også gik i forlænget spilletid, var en tæt affære, hvor ikke engang en udvisning til Klavs Berggren efter 107. minutter skabte sønderligt flere chanhcer. Derfor skulle de to hold ud i en straffesparkskonkurrence, Danmark desværre tabte, da Preben Elkjær brændte det femte og afgørende spark.
Da spanierne mødte Frankrig i finalen var deres held dog løbet op. Flere karantæne og skader betød, at deres start 11'er manglede adskillige af de kræfter, der havde båret holdet til finalen. Det skulle dog vise sig at være holdets kaptajn og målmand, Luís Arconado, der fik hovedrollen i kampen, da han efter 57 minutter fumlede et Platini-frispark over stregen til stor jubel for de fleste af de fremmødte fans. I overtiden cementerede Bruno Bellone den franske sejr de fleste havde regnet med, og sikrede franskmændende deres første store trofæ, i en meget velspillet turnering der generelt var en stor succes.