EM - 1980

Da sommerens EM står for døren, vil Indkast.dk i tiden op til gennemgå de tidligere slutrunder. Næste stop - 1980.

På samme måde som turneringen i 1958 var det for VM, var EM-turneringen i 1980 skelsættende for EM-historien. UEFA valgte nemlig at tage konsekvensen af den stadigt stigende interesse for turneringen, ved at ændre hele strukturen i den. Ved samtlige slutrunder førhen, havde der været otte kvalifikationspuljer, hvorfra et enkelt hold fra hver kvalificerede sig videre til kvart-finalerne. Både disse og kvalifikationskampene blev spillet på henholdsvis hjemme- og udebane, som vi kender det fra for eksempel Champions League i dag. Når de fire semi-finalister var fundet, mødtes de til en finale-turnering i et givent land, hvor semi-finaler og den endelige finale afholdtes.

Men i 1980 blev det ændret. I UEFA blev det nemlig besluttet, at der i stedet skulle være syv kvalifikations-puljer, hvorfra et hold fra hver gik videre til den egentlige turnering. Her blev de syv kvalificerede hold og værtsnationen Italien, der for første gang automatisk var kvalificeret, delt i to grupper med fire i hver. Her spillede alle lande der var i gruppe sammen mod hinanden en enkelt gang, hvorefter nummer 1 gik videre til finalerne, og 2'erne mødtes i bronzekampen.

Med i alt 31 deltagende lande var der i kvalifikationen tre grupper med fem lande og fire grupper fire.

Her imponerede især England og Vesttyskland, da de begge gik ubesejrede videre fra deres pulje. Specielt imponerende af England, da de, i modsætning til Vesttyskland, var i gruppe med fire øvrige nationer.

I de øvrige puljer gik Belgien, Spanien, Holland, Grækenland og de forsvarende mestre fra Tjekkoslovakiet således kun videre med en føring på kun ét point.

Sovjetunionen skulle vise sig at blive turneringens negative overraskelse, da den tidligere magtfaktor endte på sidstepladsen i den gruppe Grækenland kvalificerede sig fra med sølle 5 point.

Da kvalifikationsgruppevinderne var fundet, offentliggjordes ”de rigtige grupper”, hvor de formstærke englændere blev parret med turnerings spørgsmålstegn fra Italien, der endnu ikke havde været i kamp, Belgien og Spanien.

I den anden gruppe mødtes datidens vel nok største fodboldnation Vesttyskland med deres rivaler fra Holland, de tjekkoslovakiske mestre og de endnu uprøvede grækere.

Idéen med det nye format, om at være sikker på at kun de hold der havde fortjent det mest gik videre, var for så vidt god nok - men resultatet deraf havde UEFA ikke forudset. For da alle kampe var afgørende for de forskellige holds eventuelle videre færden i turneringen, overstrålede deres frygt for at tabe deres håb om at vinde med længder. Derfor blev der kun scoret skuffende 22 mål i 12, men endnu mere skuffende var tilskuertallene. Det forsigtige fodbold snart sagt alle holdene praktiserede betød således, at kampen mellem europamestrene fra Tjekkoslovakiet og Grækenland - for eksempel - ikke en gang kunne samle 5000 tilskuere på det Olympiske Stadion i Rom.

Kedelig fodbold eller ej - finalisterne skulle findes. Og det blev de. Det var kun for de færreste det kom som en overraskelse, at Vesttyskland vandt den ene gruppe, hvor de samtidig fik hævn over deres banemænd fra finalen fire år forinden, i det Tjekkoslovakiet måtte tage til takke med en 2. plads.

I den anden gruppe var der på flere måder væsentligt mere dramatik at finde. Da både Belgien og Italien havde skrabet fire point sammen efter tre kampe, de begge havde en målscore på +1 og deres indbyrdes opgør endte 0-0, måtte man kigge på antal scorede mål for at finde den endelige finalist. De italienske værter måtte her se sig slået, eftersom de kun havde formået at score 1(!) mål i deres tre kampe, hvorimod Belgien havde scoret tre.

Et af dem kom i deres første kamp mod England, der dog siden er blevet husket for noget ganske andet. Det var nemlig i denne kamp, man i EM-regi for første gang stiftede bekendtskab med hooliganismens indtog. Således så politiet sig i første halveg nødsaget til at tage tåregas i brug, for at sætte en dæmper på de uroligheder der var opstået på tribunerne. Kampen blev dog spillet færdig efter et spilstop på fem minutter, hvorefter der ikke opstod yderligere uroligheder.

Dramatikken var dog langt fra forbi, da Italien tog i mod Tjekkoslovakiet i bronzekampen. Endnu en kedelig affære endte med endnu et uafgjort resultat, hvorfor bronzemedaljernes fremtidige indehavere skulle findes i den efterfølgende straffesparkskonkurrence.

Som fire år tidligere viste de tjekkoslovakiske spillere endnu engang deres klasse, da de scorede på deres ni første spark. Italienerne formåede ligeledes at score på deres første otte, men da forsvarsspilleren Fulvio Collovati skulle sparke det afgørende straffespark brændte han - sagde dommeren. Samtlige italienske tilhængere og spillere, og måske endda også andre, på stadion havde dog set Jaroslav Netolicka tabe bolden over stregen. Til stor frustration for mange af de tilstedeværende på stadion dømte kampens østrigske dommer Erich Linemayr dog bolden reddet. UEFA svor efterfølgende aldrig at lade en bronzekamp spille ved en EM-slutrunde igen.

I finalen skulle Vesttyskerne vise sig at generobre det trofæ, de havde været så tæt på at vinde for 2. år i træk i 1976 - imponerende nok med kun én gengænger i start 11'eren.

Nu hed stjernerne Klaus Allofs, Bernd Schuster og ikke mindst Karl-Heinz Rummenigge. Rummenigge havde vist sig som Vesttysklands og turnerings helt store spiller. Han var på det nærmeste garant for mål - hvis ikke han selv scorede dem, lagde han op til dem. Og selvfølgelig også i finalen.

I kampens 80. minut servede han et hjørnespark lige i panden på Horst Hrubesch, der headede bolden i mål til kampens endelige resultat 2-1. Dermed vandt Vesttyskland turneringen for 2. gang, ligesom de for 3. gang præsterede at have turneringens topscorer på holdkortet, da Gerd Müller tog titlen i 1972, Dieter Müller i 1976 og Klaus Allofs i 1980 - Karl-Heinz Rummenigge måtte tage til takke med at blive kåret Årets Spiller i Europa et par måneder efter turneringen.