LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Niklas Gerster

Transfer-spisesedlen: Fem spillere FC Midtjylland bør hente

Hvor skal FC Midtjylland købe ind til holdet i sommerens transfervindue? Det giver vi her fra Indkast.dk vores bud på ved at opliste fem transferemner, som "Ulvene" bør jagte i prioriteret rækkefølge.

FCM har foretaget sig rigeligt med indkøb af unge potentiale-spillere fra diverse kontinenter. Det har set rigtigt spændende ud med typer som Pedro Bravo, Denil Castillo, Franculino og Dario Osorio. 

Det klæder Superligaen og FC Midtjylland, at der er mange spillertyper og kulturer, og det er en vigtig del af den sportslige strategi i FCM. Men i det her transfervindue bør “Ulvene” prioritere mere FCM-DNA, kultur og Superliga-erfaring.

Herunder kommer fem bud fra Indkast.dk på, hvem FCM burde rette opmærksomheden på at handle ind. FCM skal i vores optik først kigge imod at styrke både kvaliteten og bredden på den centrale midtbane samt i det centrale forsvar. En enkelt kantspiller ville heller ikke skade.

1. Casper Nielsen
Club Brügge, 31 år, central midtbanespiller
Den 31-årige midtbanespiller burde virkelig være en mand, som FC Midtjylland sætter alle sejl ind på. Konkurrenterne fra FCK har været gode til at hente udlandsdanskere af denne kaliber såsom Magnus Mattson og Thomas Delaney. Og eftersom FCK-midtbanen er godt pakket, så kunne FCM måske melde sig ind som et sted, hvor Casper Nielsen ville være sikret spilletid. Han er gledet ud af holdet på et stærkt Club Brügge-mandskab, men er for nyligt dog rygtet til Standard Liege. En storklub som sluttede helt nede som nummer 12 i Belgien i år. Det bør derfor klart være et hold, som FCM kan konkurrere med på markedet! Spørgsmålet er så, hvad Casper Nielsen selv vil, men han vil klart kunne tilbyde FCM den erfaring og kvalitet, de savner på midtbanen. Især hvis Oliver Sørensens formodede skifte går igennem.

2. Simen Nordli
Randers FC, 25 år, kantspiller/central midtbanespiller
En af de største forklaringer på at guldet glippede for FC Midtjylland i 2025, var særligt den manglende erfaring og trup-bredde. Man skilte sig af med André Rømer i sommer, og det burde netop være typer som ham med stort kendskab til ligaen, som FCM bør sætte fokus på i trupsammensætningen i næste sæson. Simen Nordli har tre sæsoners Superliga-erfaring, bidrog med hele 14 mål og 12 assists for et stærkt Randers-hold i denne sæson, og har spillet på begge kanter samt på den offensive midtbane for Randers. Han ligner en transfer til højrebenet for Thomas Thomasberg, da FCM både mangler bredde og konkurrence til begge kantpositioner men også på tremands-midtbanen. Med Nordli ville FCM slå to fluer med et smæk

3. Asger Sørensen
Sparta Prag, 29 år, central forsvarsspiller
Der kan ikke være tvivl om, at FCM bør styrke både kvaliteten og bredden i forsvaret. Man har Mads Bech Sørensen som den erfarne men lidt omdiskuterede anfører samt unge Han-Beom Lee og Ousmane Diao, og i et tætpakket efterår med europæiske kvalifikationskampe er det alt for skrøbeligt. Asger Sørensen har masser af international erfaring, og ville være en oplagt hylde at handle på for FCM. Han bliver nok ikke helt nem at hente, men hans tidligere ophold på akademiet i FCM taler for en transfer. Han får dog stadig fast spilletid i Sparta Prag, som niveaumæssigt ligger lidt i samme kategori som FCM. Begge hold skal spille Europa League-kvalifikation, så spørgsmålet er nok mest, om Asger Sørensen overhovedet vil hjem til Danmark. Lønpakken de to klubber kan tilbyde, spiller nok også en afgørende rolle.

4. Japhet Sery Larsen
Brann, 25 år, central forsvarsspiller
FCM skal utvivlsomt have flere kandidater linet op til at styrke bredden i det centrale forsvar. 28-årige Rasmus Nicolaisen har været nævnt, men han har både en skadeshistorik, samt noget der tyder på en rigtig god tilværelse i en markant større liga i franske Toulouse, som taler lidt imod, at han skulle komme hjem. Derfor kunne den tidligere FCM-spiller Japhet Sery være et godt alternativ til Sørensen. Sery har i tre sæsoner spillet fast for Brann, som er en af topholdene i Norge, og har efterhånden opnået god erfaring i karrieren. Han ville nok ikke nødvendigvis kunne tage startpladsen fra hverken Lee eller Diao, men da FCM også meget gerne vil satse ungt, ville han være en ret solid breddespiller at hente ind. Spørgsmålet er derfor nok mest af alt, om Sery vil indfinde sig i denne rolle i FCM igen.

5. Victor Torp
Coventry, 25 år, offensive midtbanespiller
FCM savner bredde til kanterne. Men det er utvivlsomt på den centrale midtbane og i det centrale forsvar, at FCM skal sikre sig mere bredde og kvalitet i næste sæson, hvis de vil gøre sig forhåbninger om DM-guldet. Og her kunne den gamle kending Victor Torp være et godt bud, hvis ikke man lykkedes med at hente Casper Nielsen, der er på en lidt højere hylde. En række år i udlandet har modnet Torp, som var en del af et Coventry-hold, der akkurat ikke klarede Premier League-oprykningen. Han lavede flotte seks mål og fire assists for Coventry, og har stadig en ret ung alder. Han kunne sagtens være en spiller, som FCM ville kunne få gavn af som en kulturbærer i flere år, da hans niveau nu virker modent nok, til at han kunne blive en solid Superliga-profil. 

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder