Det læser de besøgende på INDKAST lige nu

Evander Pedersen

EM-positioner: Målmænd

Indkast.dk har taget et kig på profilerne til EM 2012, og i dag er det vogterne i buret, som er i fokus.
Fra i dag og fire dage frem vil Indkast.dk tage et nærmere kig på de forskellige profiler, som skal levere underholdningen til sommerens slutrunde i Ukraine og Polen. Målvogterne er blevet delt op i tre kategorier: De erfarne bannerførere, trænernes dilemmaer og fremtidens store stjerner.

De erfarne bannerførere
Det var ikke overraskende, da Hugo Lloris i en meningsmåling blev valgt, som den der bedste repræsenterede de franske værdier på landsholdet. Han bliver ikke blot beundret for hans fremragende redninger og stabilitet - også hans evne til at kontrollere sit temperament og hans beskedenhed gør ham til den ideelle sportsmand. Selvom han hverken er karismatisk eller højtråbende, så er han uden tvivl en lederskikkelse, og på trods af, at landstræner Laurent Blanc endnu ikke har udnævnt en permanent kaptajn, er den stille mand mellem stængerne en af favoritterne.

Ligegyldig hvor talentfuld en spiller er, så skal heldet være med, hvis det store gennembrud skal komme, hvilket var tilfældet for den tyske målmand Manuel Neuer. I 2009/10-sæsonen pådrog den daværende førstemålmand Rene Adler sig et par trykket ribben, hvilket gav plads til andenmålmand Neuer, der straks greb handskerne. Fornemme præstationer sikrede Tyskland bronze i Sydafrika, og efterfølgende blev han en fast del af startopstillingen på landsholdet. På klubfronten imponerede han for Schalke 04, som han førte til semifinalen i Champions League, før de tyske giganter fra Bayern München sidste sommer smed 185 mio. kr. til Ruhr-distriktet i bytte for komet-målmanden. Succesen ville ingen ende tage, og den 25-årige Neuer kunne som den sjette målmand i tysk fodboldhistorie kalde sig 'Årets spiller 2011'. Exceptionelle reflekser, suveræn i én-mod-én-situationer, en fantastisk evne til at bevare koncentrationen og stærk til at sætte bolden hurtig i gang er blot nogle af de færdigheder, der gør Bayern-keeperen til en sikker bagerste skanse for tyskerne.

Kåret som verdens bedste målmand fire gange, og med seks slutrunder bag sig – fire VM og to EM- er Italiens Gianluigi Buffon altafgørende, hvis Azzurri drømmer om at kæmpe med de største. Med hans erfaring, konkurrencegen og sult efter succes kan han være manden bag Italiens renæssance.

Mange fodboldeksperter har pointeret, at Petr Cech ikke er lige så suveræn mellem stængerne, som han tidligere har været. Chelsea-keeperen må dog stadig betegnes som en af de stærkeste på sin position, og en vigtig brik for sit landshold. Udover gode reflekser besidder den tjekkiske målmand også en sublim evne til at berolige sit forsvar, og hvis nationen har plan om at gentage succes fra EM 2004, hvor de nåede semifinalen, så afhænger meget af manden med hjelmen i buret.

Iker Casillas, den første spanske kaptajn til at løfte et VM-trofæ, er en respekteret målmand med en særlig evne til at placere sig korrekt. Real Madrid-ikonet er utvivlsomt en atypisk leder med sin rolige og opmuntrende attitude, og står i stærk kontrast til tidligere spanske anførere, som ofte har været kendetegnet ved at være højtråbende hystader.

De gyldne 70'ere, da Oranje havde uberegnelige målmænd i form af Jan Jongbloed og Piet Schrijvers er for længst et overstået kapitel. Den hollandske landstræner Bert Van Marwijk ved, hvor fundamentalt det er at have en sikker bagerste skanse, og det har man endelig fået i Maarten Stekelenburg, som i denne sæson har skiftet den hollandske hovedstadsklub Ajax ud med AS Roma.

Sveriges stensikre valg mellem stængerne Andreas Isaksson nærmer sig sin jubilæumskamp nr. 100 i landsholdssammenhæng. Den 1,99 meter høje målvogter har afprøvet sit talent i flere store klubber bl.a. Juventus og Manchester City, men succesen er flere gange udeblevet for den nuværende PSV-keeper. På trods af manglende spilletid på den allerstørste fodboldscene, er det en vigtig mand for vores naboer, hvis de har planer om at gøre en figur, når det går løs i juni.

Irlands Shay Given har, i en brilliant 15 år lang international karriere, kun deltaget i en stor slutrunde i form af VM 2002. Træner Giovanni Trapattoni kan på trods af holdets, og ikke mindst Givens, ringe slutrunde-erfaring sove trygt med tanke på, at Aston Villa-keeperen vil gøre sit for at holde buret rent.

Med enkelte undtagelser har Stipe Pletikosa besat målmandsposten de seneste 13 år, og på trods af, at den unge Dynamo Zagreb-målmand Ivan Kelava har mange beundrere, så er det lykkedes for Rostov-målmanden at sikre sig endnu en slutrunde som førstemålmand.


Trænernes dilemmaer
Ligesom EM-værterne fra Ukraine har haft svært ved at finde det rette antal turneringsstadions til tiden, har værternes træner Oleg Blokhin også haft visse problemer med at udpege en førstemålmand, og har indtil videre prøvet fire forskellige keepere. Det drejer sig om Dynamo Kiev-veteran Oleksandr Shovkovskiy, Spartak Moskvas Andriy Dikan og de to Shaktar Donetsk-målmænd Oleksandr Rybka og Andriy Pyatov. Blokhin anses som en konservativ træner, og det forventes derfor, at 36-årige Oleksandr Shovkovskiy bliver førstevalg, selvom han har været meget skadesramt de seneste sæsoner. Andriy Dikan kan dog betegnes som en dark horse, og det er ikke fuldstændig usandsynligt, at han kan løbe med pladsen.

En anden træner med problemer på målmandsposten er Grækenlands Fernando Santos, som må se sit førstevalg Michalis Sifakis være tvivlsom, da han har siddet ud med en længevarende knæskade. Mens Sifakis har siddet på bænken, har Alexandros Tzorvas leveret varen i sin italienske klub Palermo.

Rusland roder på samme måde med skadesproblemer. Den sædvanlige keeper Igor Akinfeev har døjet med en skade, og i stedet er Vyacheslav Malafeev klar til at tage over, men på trods af sin erfaring er den 33-årige ikke i nærheden af Akinfeevs niveau.

Morten Olsen står med samme problem som mange andre landstrænere, der endnu ikke ved, hvilken målmand de skal vælge, når slutrunden går i gang. På den ene side har man Thomas Sørensen, som ikke spiller fast hos Premier League-mandskabet Stoke. På den anden side har vi Anders Lindegaard, der stort set havde bidt sig fast som førstemålmand hos de engelske giganter fra Manchester United, før han blev ramt af en længerevarende ankelskade, som han først nu er kommet sig over.


Fremtidens store stjerner
Efter mange personlige fejl af Portugal-keeper Eduardo har den nye landstræner Paulo Bento været tvunget til at ændre på målmandsposten. Valget faldt på Rui Patricio, og det har heldigvis vist sig at være den ideelle mand på målmandsposten. Den iskølige personlighed krydret med teknik og en skarp evne til at holde fokus har gjort den 24-årige keeper til en suveræn arvtager. Som junior-spiller var han angriber, og der spekuleres i, at det i høj grad har været med til udvikle egenskaber, som kan bruges, når han er plantet mellem stængerne. Udover en veludviklet teknik og god boldomgang, har den portugisiske keeper tilegnet sig en evne til at læse angriberen, fordi han kender deres mentalitet. Patricio, der har sin daglige gang i Sporting Lissabon, fik sin landsholdsdebut tilbage i november 2010, da han blev indskiftet i Portugals 4-0-nedslagtning af Spanien i en venskabskamp.

En person fuld af selvtillid, der er kendetegnet ved sin ufattelige evne til at hive redninger frem i altafgørende situationer. Navnet er Joe Hart, og han er om nogen den verdensklasse-målmand, som det engelske landshold har søgt så længe. Siden David Seaman trak sig tilbage for næsten et årti siden, har den store fodboldnation haft et hul på målmandsposten, som de har forsøgt at udfylde ved at afprøve et utal af forskellige kandidater. Den 24-årige keeper, der fik sin landsholdsdebut i en veskabskamp mod Trinidad & Tobago i 2008, har desuden været en vigtig mand for sit klubhold Manchester City, der er milimeter fra at vinde deres første mesterskab siden 1968.

Forventningspresset som ligger på værtsnationen har resulteret i søvnløse nætter for mange spillere gennem tiden, men det vil dog næppe ramme den selvtillidsfulde Polen-målmand Wojciech Szczesny. Den 21-årige Arsenal-keepers selvfede attitude bakkes dog op af et talent udover det sædvanlige. Sidste sæson startede Szczesny som fjerdevalg hos London-klubben, men gjorde Arsène Wenger opmærksom på sine kvaliteter i den sidste halvdel af sæsonen. "Det er meget usædvanligt at se en ung målmand med en så stærk karakter og evne til at lede. Han er den ægte vare, og han minder på mange måder om mig, da jeg var 20 år," udtalte den tyske målmandslegende Oliver Kahn. Hvis Oliver Kahn anbefaler ham, så må der være noget om snakken.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER