Sæsonkort til helvede - et år med OB
En OB-fans bekendelser fra sæsonen, hvor alt gik galt, indtil et nyt eventyr blev indledt mandag morgen.
I år skulle det være. Sæsonen 2011/2012 var tiltænkt forandringens år. Som fynbo og trofast OB-fan havde undertegnede igennem mange år kun været en sporadisk gæst på Odense Stadion, officielt kaldet TRE-FOR Park. I år skulle det ændres. Da muligheden for en fast plads på stadion sammen med to venner bød sig, var jeg derfor ikke sen til at slå til. Eller det var jeg, men det kommer vi til. Faktum var, at denne sæson skulle være sæsonen. Sæsonen hvor jeg fra første parket skulle være vidne til det danske mesterskab, OB ikke havde vundet siden 1989. Scenen var i hvert fald sat til noget, man dyrker på de fynske kanter- det store eventyr.
Fortællingen starter med sølv. Tre år i træk havde de blå – og hvidstribede bragt smil og glade dage til Odense med sølvmedaljer. De flotte resultater var kulminationen på den plan, som OB og ikke mindst sportsdirektør Kim Brink havde udtænkt i starten af dette årtusinde. De to parter virkede uadskillelige, indtil mindre gode resultater i efteråret 2010 udløste en fyring til den daværende træner, Lars Olsen, og betød et højst overraskende farvel til klub-ikonet, Kim Brink. Fynboen var manden, der i sin tid besejrede mægtige Real Madrid, der kunne spinde guld af hø, og ikke mindst manden der drog til det store København for at finde ud af, at Odense og OB var der, han hørte til.
Skaberen bag en 10-år lang æra i OB var nu væk, og der skulle gå et helt år før en afløser kom til i skikkelse af den erfarne Poul Hansen. Inden Poul Hansens ansættelse havde en patriotisk fynbo i foråret ført OB-skuden til endnu en 2.plads. Den nye fynbo hed Henrik Clausen. En træner med mange år i OB, men også en træner, som aldrig havde prøvet at have ansvaret for et hold på Superliga-niveau. Den fine slutning på sidste sæson var ganske godkendt set i lyset af efterårets skærmydsler. Det gav en vis ro, at situationen var status quo fra de to foregående sæsoner. Alligevel var der noget, som vi manglede i OB – sølv skulle blive til guld.
I år skulle det være, at OB kom ud af FCKs skygge. Københavnerne havde mistet vigtige profiler og succes-træneren var røget til Tyskland. OB havde derimod bevaret stammen fra sølvholdet og tilsat en masse unge spillere af egen avl. Der stod europæisk fodbold på menuen og mange i OB-lejren så muligheder i de mange æg, der lå i kurven. Æggene skulle byttes til et dansk mesterskab, og det bedste var, at hele Fyn var med på ideen inklusiv mig selv. Som ungt mennesker ville jeg være del af en fælles fynsk historie, men de 1400 kr. for et sæsonkort blev først punget ud i september.
Jeg gik derfor glip af den udmærkede start med sejre i de to første hjemmekampe. Jeg var heller ikke til stede ved sæsonens hidtidige højdepunkt, da spanske Villarreal i den sidste Champions League-kvalifikationsrunde blev fløjet hjem i en kuffert med et 0-1 nederlag. Den aften, hvor man i Odense oplevede 1001 nats eventyr, var jeg i Barcelona for at se FC Barcelona-Real Madrid. Siden da skulle eventyret på stadion vise sig at være af den tragiske slags. Både for OB og for mit eget vedkommende. En uge efter tabte OB 0-3 i Don Quijotes hjemland efter at have inkasseret tre Villarreal-mål på en halv time. ”Klask! Æggene der paa Jorden laae!”
Jeg skulle til en fødselsdag i 3-1 sejren over Lyngby, og derfor blev sæsonkortet først brugt i 2-4 nederlaget til Sønderjyske. Ikke den bedste debut med mit nye sæsonkort til wupti.com-tribunen, men det var ganske vist, at tingene blev værre. Nederlagene begyndte at gå hånd i hånd og kispus med europæisk fodbold udviklede sig til dødskys. FCK trak fra, mens man på Fyn ikke fortrak en mine, når talen faldt på krise.
Anderledes gestikulationer fandt man på wupti.com-tribunen. En tribune som udefra set emmede af familiehygge. Den skulle dog vise sig at huse deltids-filosoffer, der som koret fra en græsk tragedie råbte om ”hybris-nemesis”. Døden har altid en årsag. Sandt er det, at ”smøg-reglen”, jeg har med mine venner, ikke har været brugt så meget i denne sæson. Sandt er det også, at OB i denne sæson har budt på mange usammenhængende præstationer og frustrerende udfald. Men de udsatte OB-spillere har også manglet den tro, det håb og den kærlighed, som vi fynske fans SKAL bringe.
OBs krise er for mig blevet symbol på en udbredt fynsk mentalitet. Vi er de første til at bakke op i medgang, men i modgang bliver alt til en helvedes hønsegård. En tilsvarende selvdestruktivitet findes simpelthen ikke andetsteds. Det skriger og skærer inden i mig, folk begynder at udvandre og pibekoncerten er på sit højeste – før slutfløjtet. Det er det grimme og uskønne, som breder sig blandt de fremmødte og danner front mod, og ikke med, OB. Gang på gang har en aften på TRE-FOR Park slukket svovlstikker. Smøgerne er blevet i lommen, fordi de kun tændes, når OB scorer. Det er ”smøg-reglen”.
I år 2012 skulle det være, at vi genopstod som Fugl Phønix. Smøger var købt ind, og jeg havde et kort øjeblik glemt, at vi i OB ”ikke havde noget tøj på”. Vi fremstod desværre stadigvæk fuldstændig afklædte, når det spidsede til som i første hjemmekamp mod Silkeborg IF. En sikker 2-0 sejr endte i svanens død og 2-2. Spilmæssig fremgang blev overskygget af tilskuernes ”lynchning” af OB og særligt Henrik Clausen. To efterfølgende nederlag og Kim Larsens røst var erstattet af The Doors' ”The End”.
Som stor beundrer af spansk fodbold, har jeg set klubber forvandle flotte resultater til nedrykning på blot få sæsoner. Hold som Celta de Vigo, der blev nr. fire, kom tæt på Champions League og rykkede ned eller Atlético Madrid hvis fortrinlige mesterhold i midten af 90'erne tog skridtet ind i det nye millennium ved at komme i Segunda División. Skræmmende historier og så skal man ikke glemme danske Herfølge, som var en sand ”one-hit wonder”. Hvordan skulle det ikke ende for mit OB?
I går, søndag, tog OB så imod HB Køge i det, som blev en ”forårsdag i helvede”. OB tabte til bundholdet. OB tabte klart. Hvor var mit OB? Det OB der gjorde, at jeg lærte at cykle for at komme på stadion. Det OB som jeg første gang havde set i en kamp mod B1909 i den daværende Faxe Kondi Division. De ”striwede” vandt dengang 3-0, og fra da af var det min definition på en fynsk forårsdag. Disse dejlige barndomsminder fra stadion blev udvisket mod HB Køge, og tilbage stod vi tre unge mænd med solbriller på for at skjule den tomhed, der stod udpenslet i vores øjne. Nu kunne vi alle tre erkende, at hvad Henrik Clausen gør, det er ikke altid det rigtige.
Humøret havde været højt op til kampen, men ikke et ord blev sagt på vej hjem fra stadion. Selv stadionspeakeren var tavs, og det virkede som om, at hele Odense stod stille. De aggressioner, der normalt ville komme til udtryk fra lægterne, var afløst af lammelse. Lammelse prægede også resten af min søndag. Med øjne så store som tekopper, så jeg eftermiddagens Superliga-fodbold mellem Silkeborg IF og FCK, men det var kun i frygt for, at mareridtene ville fortsætte, hvis jeg lukkede øjnene i. Jeg registrerede intet og mærkede ikke tiden, der flød forbi. Klokken 04.00 lå jeg stadig henvist til sofaen, hvor noget basketball kørte på sidste vers, mens jeg opdaterede EB.dk og OB.dk hvert eneste lille sekund. Jeg håbede på et magisk element, for den her slutning var ikke et eventyr værdigt…
”Oh forskrækkelig slet! Jeg har næsten ikke lukket mine øjne den hele nat!”. Det var blevet mandag middag. Jeg vågnede op og var blå og hvid i hovedet. OB havde sat sine spor. De havde tappet mig og forvandlet mit hjerte til en isklump. Jeg sad ganske ene i den mange mile store tomme issal og så på isstykkerne og tænkte og tænkte, så det knagede i mig, ganske stiv og stille sad jeg, man skulle tro jeg var frosset ihjel. Det var jeg også næsten, men så var det, at vor tid viste sig at være eventyrets tid. Solen begyndte at stå højt uden for mit vindue, isen i mit hjerte smeltede og fuglene fløj højt. OB havde fået ny ”luft under vingerne”, som lune Larsen engang havde sunget det. Sol - og sommertid var endelig kommet til Odense – Henrik Clausen var fyret!
Men hvad gør vi nu, lille du? Og har dette eventyr overhovedet en egentlig morale?
For at summere op: Jeg er på ingen måde utilfreds med at have købt mit sæsonkort, men jeg ser gerne flere hjemmebanesejre end den ene, jeg oplevede på min fødselsdag, sidst HB Køge besøgte Odense. Opbakningen er smuldret væk sammen drømmene om et snarligt mesterskab. Alligevel ser jeg frem til de kommende kampe ude mod Brøndby IF og hjemme mod AC Horsens. For hedder det sig ikke hos en kendt fynbo med forstand på eventyr, at ”Man gaaer først saa gruelig meget ondt igjennem, og saa bliver man berømt”?