Stjerneangriber drømmer om Manchester United
Manchester United har allerede forstærket deres angreb denne sommer, da de har præsenteret tilgangen af den brasilianske angriber Matheus Cunha fra Wolverhampton.
Med tilgangen af brasilianeren betyder det dog ikke, at den engelske storklub er færdig med at hente nye angribere til klubben, selvom de også både har Rasmus Højlund og Joshua Zirkzee.
De er bl.a. sat i forbindelse med både Viktor Gyökeres og Victor Osimhen, der begge vil blive anset som store forstærkninger af deres offensiv, hvis de kommer til klubben.
Osimhen ejes af Napoli, men har i denne sæson været lejet ud til Galatasaray, og La Gazzetta dello Sport skriver, at Osimhen drømmer om et skifte til Manchester United, selvom han også skulle have andre muligheder denne sommer.
Napoli kræver dog de 560 mio. kroner, som Osimhens frikøbsklausul lyder på, men mediet skriver, at United skulle være interesseret i at forsøge at gøre Joshua Zirkzee til en del af handlen.