Benjamin Mendy jagter millioner – og sælger ud
Den efterhånden hårdtprøvede Benjamin Mendy er havnet i et økonomisk uvejr.
Det er ikke engang en måned siden, at den forhenværende Manchester City-spiller Benjamin Mendy blev frikendt for anklager om voldtægt og forsøg på voldtægt, men dermed var prøvelserne ikke slut for den 29-årige franskmand, som i fem år var den dyrest købte venstreback nogensinde.
Onsdag foregik der ifølge Manchester Evening News en høring, hvor HM Revenue and Customs vil have Mendy erklæret personlig konkurs – på grund af en skattegæld på knap syv millioner kroner.
Mendys advokat skal i den forbindelse have forklaret i retten, at franskmandens agent i øjeblikket forhandler med Manchester City om en refusion, fordi han endte med at blive frikendt.
Den refusion, som Mendy efter sigende jagter i øjeblikket, skulle efter sigende være i størrelsesordenen 78-86 millioner kroner.
Insolvensretssagen er tidligere blevet udsat, mens man ventede på udfaldet af retssagen, hvor Mendy altså stod anklaget for voldtægt og forsøg på voldtægt.
Manchester City har ifølge Mendys revisor ikke udbetalt løn til venstrebacken siden september 2021.
Mendy har ifølge Manchester Evening News også forsøgt at skaffe penge ved at sætte sit luksuriøse hus i Macclesfield til salg – for 43 millioner kroner.
Forsøget på at sælge huset bunder dog også i, at Mendy nu er fortid hos ”The Citizens”. Han har i stedet rykket de engelske teltpæle op og er skiftet til franske FC Lorient.