Avis: Borussia Dortmund vil forgylde Bellingham
En tilsyneladende afvisende Jude Bellingham vil i denne uge blive tilbudt at blive den absolut bedst betalte spiller i Borussia Dortmund.
The Sun mener at vide, at Jude Bellingham i denne uge skal mødes med de ledende kræfter i Borussia Dortmund, hvor han ifølge den engelske avis vil blive tilbudt at blive den absolut bedst betalte spiller i Bundesliga-klubben.
Borussia Dortmund-toppen forventer tilsyneladende et hurtigt svar, og hvis man skal tro The Sun, bliver svaret nej, selvom der bliver tale om en forgyldning af den 19-årige englænder, som rygtes til Liverpool, Real Madrid og begge Manchester-klubber.
”Die Schwarzgelben” har ifølge The Sun tænkt sig at tilbyde Bellingham en ugeløn på godt og vel 1,5 millioner kroner, hvilket svarer til en fordobling af lønnen, hvis det engelske stortalent til gengæld vil underskrive en kontrakt om at tilbringe yderligere fem år på Signal Iduna Park.
Selvom Bellingham bliver forgyldt i forhold til holdkammeraterne i Borussia Dortmund, så er det ikke sikkert, at en ugeløn på 1,5 millioner kroner er nok til at holde på Bellingham. Det forventes således, at Bellingham af sine bejlere vil blive tilbudt en ugeløn på op imod 2,5 millioner kroner.
The Sun mener desuden at vide, at Borussia Dortmund har forberedt sig på, at det kan blive nødvendigt at sælge Bellingham – hvis et tilbud bliver for stort. Dette tilbud skal ifølge The Sun lyde på 850 millioner kroner som et absolut minimum, mens ”Die Schwarzgelben” forlanger at få betalt 75 % af transfersummen øjeblikkeligt.