VI SKAL IKKE HJEM – VI SKAL VIDERE
Indkast.dk bringer et kapitel fra den roste bog "Danmarks største landskampe" - det handler om Danmarks kamp imod Rusland til EM2021, hvor der var skete så meget op til...
Optakten til kampen mandag den 21. juni 2021 mellem Danmark og Rusland var næsten som en dramatisk film i biografen. Og helt anderledes end den normale optakt til selv de mest spændende opgør ved store slutrunder. De seneste ni dage havde handlet om liv eller død. Og om stærkt sammenhold. Om forfærdelse og lettelse. De store ting i livet.
Det seneste halve år havde også handlet om kampen for, at landsholdet for første gang skulle spille kampe ved en af de store slutrunder på eget græs. I sidste ende var det lykkedes. De skulle optræde lige her. I Parken. På Østerbro. Midt i København.
Danmark skulle spille tre hjemmekampe i Parken ved et EM, som var spredt ud over hele Europa. Forventningerne havde været enorme, men var endt i frygt, da den største danske stjerne, Christian Eriksen, faldt om med hjertestop i den første puljekamp mod Finland.
Det var nu ni dage siden. Eriksen havde overlevet, men spillerne havde været i chok. Ja, hele Danmark havde været i chok. Og efter de to første kampe mod finnerne og Belgien stod landsholdet med nul point.
Alligevel var det stadig muligt at gå videre. Fornemmelsen af at kunne skabe en anden fortælling fyldte i alle, og derfor var der også noget helt særligt over den danske nationalsang denne aften i juni.
Teksten til "Der er et Yndigt Land" er skrevet af digteren Adam Oehlenschläger [Adam Øenslærer] for mere end 200 år siden. Dengang havde han helt sikkert ikke forestillet sig, at hans ord om brede bøge og Frejas sal skulle synges med så mange følelser, som det var tilfældet i Parken inden kampen mod russerne.
De 11 danske spillere inde på græsset sang for. 25.000 fans på tribunerne sang med. Langt over to millioner danskere stemte i foran tv-skærmene hjemme i stuerne. Med ekstra tryk på hver enkelt stavelse, og mange med enten lukkede eller våde øjne.
På trods af alt, hvad der var sket, kunne EM på hjemmebane stadig nå at blive husket for det gode.
EM kom til København
Siden midten af 1980’erne har Danmark været en meget stabil deltager ved både EM og VM i fodbold. Herrelandsholdet har kvalificeret sig til langt flere slutrunder, end de har misset. Og vi har kunnet følge de store kampe fra fjerne egne af verden. Og langt ude i ukendte provinsbyer i Rusland i 2018. Men før sommeren 2021 havde landsholdet aldrig oplevet at skulle spille en kamp ved en slutrunde på hjemmebane.
Det er der flere grunde til. Danmark er et lille land med kun et stadion, der kan rumme flere end 30.000 tilskuere. Danmark lever slet ikke op til de moderne krav til værtslande. Både EM og VM er vokset så meget, at der skal helt op til otte eller ti topmoderne arenaer til, for at et land kan blive valgt som arrangør.
Selv et samarbejde mellem Danmark, Norge og Sverige om at afholde EM er flere gange faldet til jorden, fordi der ikke er nok store stadioner i de skandinaviske lande.
Derfor var det største og måske eneste chance, da præsidenten for Det Europæiske Fodboldforbund, franskmanden Michel Platini, tilbage i 2012 fik en idé. Den gik ud på, at kampene ved EM i 2020 ikke skulle spilles i et eller to værtslande, men i stedet spredes ud over hele Europa.
Det skulle markere, at det var 60 år siden, det første EM blev afholdt. Og det skulle netop give mulighed for, at mindre lande også kunne opleve slutrundekampe på deres egne stadioner.
I begyndelsen var Danmark faktisk ikke så vild med idéen, men man blev alligevel enige om at sætte alt ind på at få Parken med på listen. I tæt kamp med Stockholm og deres Friends Arena lykkedes det. København kom i 2014 officielt med på listen over værtsbyer. Tre kampe i gruppespillet og en ottendedelsfinale i Parken blev det til, og nu kunne alle begynde at glæde sig.
Fra Åge til Hjulmand
Først skulle Danmark dog lige kvalificere sig. Normalt vil værtslandet ved en slutrunde altid være automatisk deltager. Men den gik ikke til dette EM, hvor der var 13 værtsnationer. Derfor måtte landsholdet ud i en ny hård kvalifikationspulje for at komme med til sin egen fest.
Heldigvis havde holdet under Åge Hareide taget de gode takter fra VM i Rusland med sig. Ja, faktisk tabte Danmark ikke en eneste kamp i perioden mellem sommeren 2018 og den afgørende kvalkamp på udebane mod Irland i november 2019.
Med 1-1 i Dublin var sagen klar. Danmark var direkte kvalificeret til EM, og samtidig havde holdet stadig gang i en rekordlang stime af kampe uden nederlag. Faktisk var troen på egne evner så stor, at Åge Hareide i begyndelsen af marts 2020 til DR Sporten gav udtryk for en sjælden optimisme.
”Jeg tror, vi kommer til at spille på Wembley,” sagde Hareide. Og ved at kigge i kampprogrammet kunne man hurtigt se, at hvis Danmark skulle spille på det berømte stadion i London, så skulle de rød-hvide som minimum komme i semifinalen.
Men EM blev uden Åge Hareide som landstræner. Corona-epidemien skyllede ind over alt og alle. Også fodbolden. Ligaerne lukkede ned, stadioner lå øde hen, og EM i 2020 blev rykket et helt år frem i tiden. Til den tid ville Hareides kontrakt været udløbet. DBU havde længe inden besluttet, at posten som landstræner nu igen skulle besættes af en dansker. Valget faldt på Kasper Hjulmand.
Den ofte smilende, knap 50-årige træner havde tidligere vundet det danske mesterskab med FC Nordsjælland i 2012. Han havde også kortvarigt været træner for Mainz i Tyskland. Men ellers var der lidt blandede holdninger til Hjulmand, som i modsætning til Hareide talte lige så meget om spillets udtryk og den danske stil som om resultater. Ikke desto mindre var det ham, der nu skulle forsøge at forløse det danske hold til den første slutrunde på hjemmebane. Ham, der skulle få festen skudt i gang.
Corona og cykelløb
Det var nu slet ikke slut med problemer, selv om EM var blevet rykket et år. Helt op til sommeren 2021 spændte corona stadig ben for rigtig meget. Det gjaldt også i Danmark, hvor der lige over for Parken var opstillet et stort hvidt telt i Fælledparken. Et testcenter.
Her kunne københavnerne blive testet for corona og samtidig kigge op på vores nationalstadion og tænke på, om der mon ville blive spillet de kampe, som så mange havde glædet sig til.
Inden pandemien var der blevet trukket lod til puljerne, og Danmark havde faktisk været ekstra heldige. København skulle nemlig dele kampene i gruppe B med den russiske værtsby Sankt Petersborg, og det gav lidt ekstra drama ved lodtrækningen. Både Danmark og Rusland kvalificerede sig nemlig, men kun et af holdene kunne få alle tre puljekampe på egen bane. Ved en lodtrækning blev det afgjort, at Danmark og ikke Rusland fik hjemmebanefordel ved kampen mellem de to lande. Det skulle senere vise sig nok så vigtigt.
De to andre hold i puljen var Belgien og Finland. Netop finnerne skulle for første gang nogen sinde deltage ved en slutrunde, og de var Danmarks første modstander. En perfekt åbningskamp, som efter udskydelsen var fastsat til lørdag den 12. juni 2021.
De sidste måneder op til EM var dog præget af både kaos og usikkerhed. København skulle som værtsby garantere, at der ville være tilskuere på stadion, men Danmark var stadig lukket ned langt ind i 2021. Først sent kunne myndighederne med sikkerhed sige, at der minimum ville blive lukket 16.000 fans ind i Parken, men ikke engang det var nok til at skabe ro om EM i Danmark.
Pludselig kom der nemlig et nyt problem cyklende ind fra højre. Med EM i fodbold rykket et år frem var der nu pludselig to store sportsbegivenheder i København på samme tid. Danmark skulle nemlig efter planen være vært for den store start på cykelløbet Tour de France netop den sommer. Og franskmændene brød sig ikke om at dele opmærksomheden med en EM-slutrunde.
Der blev forhandlet frem og tilbage. Men til sidst blev der fundet en fælles løsning. De tre etaper på dansk asfalt endte med at blive flyttet til 2022, og alle kunne nu trække vejret lettere igen. Der skulle spilles EM-bold i Parken.
Da hjertet stoppede
Med et års ekstra ventetid brusede forventningerne nærmest over som en rystet sodavand, da dagen for kampen mod Finland endelig oprandt.
De fleste af restriktionerne under corona var endelig ophævet, junisolen skinnede på Danmark, og overalt glædede folk sig. Landsholdet var store favoritter mod Finland. Kasper Hjulmand havde på under et år skabt gode resultater i Nations League og en stor tiltro til både ham selv og det danske kollektiv.
Derudover havde Danmark både hjemmebane og stjernespillere som Christian Eriksen, Simon Kjær og Kasper Schmeichel på toppen af deres karrierer. Det kunne næsten ikke gå galt.
Hvad der skete i Parken den aften sidder for mange danskere stadig i kroppen. Man kan næsten mærke fornemmelsen. På et splitsekund forvandlede grillhygge og fodboldfest foran tv-skærmene sig til frygt og en sær stilhed.
”Hvad sker der lige for Christian Eriksen?”
Det var de første ord fra DR-medkommentator, Morten Bruun, i tv-transmissionen, da den danske spiller efter 41 minutter pludselig faldt om på banen. Det skete i en helt rolig situation, og ingen havde rørt ham.
Med det samme kunne både medspillere, de nærmeste tilskuere og snart også alle andre se, at det var helt galt med Christian Eriksen, der ikke længere trak vejret.
Stjernen over dem alle havde fået hjertestop på banen. Midt under Danmarks første kamp nogen sinde ved en slutrunde på hjemmebane. Det var så langt ude, at man ikke kunne tro det. Bortset fra, at det var virkelighed.
Minutterne, timerne og de efterfølgende dage er ikke alene dansk fodboldhistorie. Det er Danmarkshistorie. Så mange mennesker havde været vidner til hjertestoppet og fulgt med i genoplivningen af Christian Eriksen, at hans og landsholdets videre færd nu berørte mange flere. Hele befolkningen faktisk.
Landsholdets dygtige lægeteam fik nemlig spillerens hjerte i gang igen. Medspillerne havde slået ring omkring ham, og anfører Simon Kjær trøstede Eriksens kæreste på selve banen.
Fra at være fodboldhelte gik spillerne til at være symboler på fællesskab. Selv om de få timer efter det dramatiske hjertestop spillede kampen mod Finland færdig og tabte 1-0, så fyldte det intet. Det vigtigste var, at Christian Eriksen levede. To dage efter lagde han endda selv et billede op på Instagram. Han lå i en seng på Rigshospitalet med tommelfingeren i vejret. Billedet fik på under et døgn langt over syv millioner likes.
Endnu et nederlag
Episoden med Eriksen er siden hen blevet kaldt et nationalt traume. Altså, at alle klart kan huske, hvor de var, da ulykken skete. Og hvordan frygten føltes. Det gode var, at alle i dagene efter kunne komme sig sammen.
Fra hele verden strømmede det ind med hilsner til Eriksen og det danske landshold. Og spillerne blev mødt med endnu mere opbakning fra de danske fans, når de med tårer i øjnene fortalte om deres følelser. Der blev på en måde knyttet et tæt bånd mellem landsholdet og befolkningen. EM skulle samtidig fortsætte, og allerede fem døgn efter episoden med Eriksen ventede en stor udfordring i Danmarks anden kamp ved EM.
Belgien var i forvejen regnet som et af verdens bedste hold. De Røde Djævle, som holdet bliver kaldt, lå nummer et på verdensranglisten. Danmark havde lige tabt to gange til dem i Nations League. Samtidig vidste mange af spillerne ikke, hvordan de ville reagere, når de kom tilbage på banen i Parken. Ville de overhovedet kunne spille fodbold på stedet, hvor deres kammerat faldt om?
”Da vi kørte ind til Parken, vidste jeg, at jeg skulle starte inde. Men jeg vidste ikke, om jeg kunne starte kampen,” har anfører Simon Kjær fortalt om optakten til opgøret mod belgierne.
Stemningen i Parken tændte imidlertid noget i holdet. Nationalmelodien lød bedre end nogen sinde, og efter ti minutter (Eriksens trøjenummer) standsede begge hold kampen i et helt minut, mens alle klappede for Christian Eriksen. Det var smukt.
Samtidig spillede det danske hold fantastisk fodbold i første halvleg. Det var som om, at alle hæmninger var smidt, og det bare gjaldt om at drøne derudaf.
Angriberen Yussuf Poulsen scorede tidligt til 1-0, og der var flere danske målchancer inden pausen. Belgien var bare lige så gode som frygtet, og da anden halvleg begyndte, satte de stjernespillerne Kevin De Bruyne [Kævin dæ Brøne] og Eden Hazard [Edæn Asard] på banen.
De blev arkitekterne bag to mål til Belgien. Danmark havde høstet masser af roser og rejst sig i fællesskab. Men vi tabte kampen 2-1.
Sidste chance
Normalt vil en situation med nul point efter to puljekampe ved en slutrunde altid betyde en ting: Farvel og tak for denne gang. Men Kasper Hjulmand og det danske hold havde en livline. Finland havde slået Danmark, men tabt til Rusland. Og russerne? Ja, de havde slået finnerne, men tabt stort til Belgien.
Hvis Danmark nu kunne vinde den sidste kamp mod Rusland, samtidig med at Belgien slog finnerne i Sankt Petersborg, så ville regnestykket næsten med sikkerhed gå op. Alle tre hold ville så slutte på tre point, men Danmark ville lige akkurat være bedst indbyrdes og dermed gå videre som 2’er i puljen. Derfor sydede og kogte det også omkring Parken inden kampen mod russerne mandag aften.
I det danske samfund var der fortsat fald i antallet af smittede med corona, så nu kunne man lukke endnu flere tilskuere ind til kampen. Mod Finland havde der været knap 14.000 i Parken. Mod både Belgien og Rusland var tallet tæt på 25.000. Og mod russerne lød det faktisk, som om 100.000 stod klar på tribunen.
Der var gået ni dage siden hjertestoppet. Flere af spillerne havde besøgt Christian Eriksen eller talt med ham på FaceTime. Og derfor føltes det igen ok at gå op i selve spillet på banen. Og ikke mindst resultatet. Danmark kunne trods alt stadig gå videre.
Nede i det ene hjørne af Parken havde DR sat et tv-studie op på en platform ud mod banen. Den nationale tv-station skulle sende kampen, og her talte værten Josefine Høgh blandt andre med Peter Schmeichel. Den tidligere europamester fra 1992 og far til den nuværende landsholdsmålmand satte ord på manges tanker.
”Jeg har en følelse af, at for os er det først i dag, at EM begynder. Det kan desværre så også være, at det er i dag, det slutter. Men det håber vi ikke.”
Derefter var det tid til nationalmelodier. Sjældent har Der er et Yndigt Land givet så mange mennesker kuldegysninger samtidig.
Nu blev der fløjtet op til kamp. Både i Parken og i den anden lige så vigtige puljekamp langt væk i Sankt Petersborg.
Rusland havde været i kvartfinalen ved VM på hjemmebane tre år tidligere, men holdet havde ikke fornyet sig ret meget og virkede ikke længere helt så godt. Alligevel havde det danske hold svært ved at skabe chancer. Det virkede svært at få flow i spillet.
Opbakningen fra tribunerne var stadig enorm, men det kneb med at finde den samme vildskab og energi som i første halvleg mod Belgien.
Danmarks Damsinho
Der skulle noget overraskende til, og det kom der. Den yngste spiller i den danske trup var Mikkel Damsgaard, der mest ligner en splejset knægt fra Jyllinge på Sjælland. Det var han med sine kun 20 år sådan set også, men han var samtidig udset som spilleren, der skulle tage over efter Christian Eriksen i Kasper Hjulmands startopstilling.
Landstræneren kaldte ham Damsinho – ligesom de mange brasilianske fodboldspillere, der ofte bliver omtalt sådan. Ronaldinho for eksempel.
Mikkel Damsgaard ligner ikke ligefrem en brasiliansk verdensstjerne, men hans teknik gør. Allerede under opvarmningen havde de mest opmærksomme tilskuere set, hvordan den unge danskers tynde ben tre gange i træk havde sendt langskud i mål helt oppe i hjørnet. Og efter 37 minutter af første halvleg gjorde han det igen. Leverede det spark, han som dreng havde trænet igen og igen og igen.
En aflevering fra Pierre-Emile Højbjerg, en vending op i banen, og så det veltimede og dykkende spark med indersiden uden for feltet. Danmark var foran med 1-0, og Mikkel Damsgaard blev samtidig den yngste danske målscorer nogen sinde ved en EM- eller VM-slutrunde.
Parken eksploderede i vild jubel, men der manglede stadigvæk noget i det store regnestykke. Pausestillingen mellem Belgien og Finland var stadig 0-0. Hvis den stilling holdt, ville finnerne været et point bedre end Danmark, der så ville slutte som nummer tre i puljen og kun have en smal chance for at gå videre som en af de fire bedste 3’ere.
Derfor vendte opmærksomheden sig mere og mere mod det andet opgør. Især da Yussuf Poulsen med sit andet mål i turneringen gjorde det til 2-0 efter en russisk foræring.
Vi skal videre
Det forløsende belgiske mål lod imidlertid vente på sig. Rundt om på tribunerne og hjemme i stuerne kiggede folk nervøst på deres mobiltelefoner efter opdateringer. Og så kom meldingen. Belgiens topscorer Romelu Lukaku havde scoret. Der udbrød et jubelbrøl, også hos de danske tv- og radiokommentatorer. Men kort tid efter forsvandt smilene. Videosystemet VAR havde underkendt det belgiske mål på grund af offside. Og præcis samtidig vendte spændingen nu tilbage i Parken.
Jannik Vestergaard begik straffespark på den store russiske angriber Artem Dzyuba [Artom Tjuba], som selv sendte bolden ind bag Kasper Schmeichel. Nu var den danske sejr faktisk også i fare, men inden for fem minutter indtraf så de begivenheder, der gjorde denne aften så magisk som nogen før i Parken.
Belgien var kommet foran på et finsk selvmål, og denne gang var der ikke noget VAR til at redde finnerne. I det øjeblik var Danmark på andenpladsen i puljen og kunne se frem til en ottendedelsfinale mod Wales i Amsterdam. Men den skulle jo helst lige være helt sikker.
Det blev den få minutter efter. Forsvarsspilleren Andreas Christensen med kælenavnet AC havde været med fremme ved et hjørnespark og haft et godt hovedstød. Nu var han på vej tilbage, men han blev hængende midt på russernes banehalvdel. Det kunne jo være, der ville opstå en chance mere. Der var faktisk flere danske muligheder inden for målrammen, men til sidst røg bolden uden for feltet. I retning mod AC.
Den ranke forsvarsspiller, der til daglig spillede i Chelsea, havde inden kampen mod Rusland kun scoret et enkelt mål i 43 landskampe, men dette langskud ramte han bedre end nogen sinde. Bolden piskede ind bag den russiske målmand til 3-1, og i dette øjeblik vidste alle på stadion, at afgørelsen var faldet. Rusland ville ikke kunne komme tilbage, og Finland ville ikke kunne true Belgien.
”Vi skal ikke hjem. Danmark lever. Vi skal videre,” lød det fra denne fortællings forfatter, som kommenterede kampen på DR1, mens samtlige danske medspillere, udskiftere og ledere væltede rundt i en stor bunke oven på Andreas Christensen.
Og sådan blev det. Joakim Mæhle fuldendte den danske sejr ved at score til resultatet 4-1, mens Belgien i sidste ende slog finnerne 2-0.
Det føltes som en sommernats drøm. Og ude i Københavns gader festede de danske fans allerede lidt på samme måde som under EM-dagene tilbage i 1992.
Eriksen levede. Og landsholdet skulle ikke hjem. Danmark skulle videre.
Sommeren var kun lige begyndt.