Officielt: FCN lejer i Brentford!
Mads Bidstrup vender tilbage til FC Nordsjælland.
Mads Bidstrup fortsætter i Superligaen og FCN i den kommende sæson.
Farum-klubben har nemlig indgået en ny lejeaftale med Brentford, der sikrer dem endnu en sæson med Mads Bidstrup.
Det skriver FC Nordsjælland på sin hjemmeside tirsdag formiddag.
Sportsdirektøren i FCN, Mikkel Hemmersam, fortæller på klubbens hjemmeside, at man er glade for at have 21-årige Mads Bidstrup tilbage i truppen.
- Vi er meget glade for at kunne byde Mads velkommen tilbage til FC Nordsjælland og have fornøjelsen af ham i den kommende sæson.
- Mads er let at arbejde med, han er ærlig og ukompliceret, og så tilfører han holdet en enorm energi både på og uden for banen, siger Hemmersam.
Mads Bidstrup er selv glad for at være tilbage og kan ikke vente med at komme i gang.
- Jeg er vildt glad for at være tilbage i FC Nordsjælland og glæder mig meget til den kommende sæson. Foråret overbeviste mig om, at det er det bedste sted for min udvikling, og selvom mit ophold ikke var længere end seks måneder, synes jeg, at jeg og holdet tog nogle store skridt.
Mads Bidstrup var på leje i FCN i sidste sæson, hvor han spillede 12 kampe for dem.