Medie: PSG-stjerne åben for exit
PSG kan angiveligt blive en profil fattigere i dette transfervindue.
Den brasilianske superstjerne Neymar har en lang kontrakt med Paris Saint Germain, men ifølge flere medier er nu villig til at skifte væk fra den franske hovedstad. Selvom det ikke har været Neymars plan at forlade PSG, har tingene nu ændret sig, og den brasilianske dribler vil nu væk fra Paris. Sådan skriver det franske medie RMC Sport.
Hvad har så ændret sig for Neymar, der ellers var så glad i Paris? På det seneste har klubbens præsident Nasser Al-Khelafi været ude med massiv kritik af PSG-spillerne, og det skulle altså have fået bægeret til at løbe over for Neymar.
Til det franske medie Le Parisien kritiserede Al-Khelafi forleden Neymar og resten af PSG-holdet.
- Et muligt farvel til Neymar? Det jeg kan fortælle jer er, at vi forventer meget mere af alle spillerne end i sidste sæson. Meget mere!
- Vi var ikke gode nok. Næste sæson er målet klart, vi skal knokle 200%, og spillerne skal give alt for trøjen, fortalte Nasser Al-Khelaifi til Le Parisien.
Der har igennem en længere periode været meldinger om, at PSG gerne vil af med Neymar, men den brasilianske stjernes kontrakt bliver automatisk forlænget til 2027 denne sommer, så det bliver ikke nemt for klubben at slippe af med ham. Dertil kommer spillerens høj løn, som de færreste klubber har råd til at betale.
Neymar er tidligere blevet sat i forbindelse med et skifte til Chelsea samt et skifte retur til Barcelona.