Chelsea-keeper om AC: En verdensklasses forsvarsspiller
Chelsea-keeper Kepa er nu ude med store roser til den danske forsvarsspiller Andreas Christensen.
Det er efterhånden alment kendt, at Andreas Christensen skifter til FC Barcelona i dette transfervindue, det eneste der mangler, er en regulær udmelding fra parterne. Andreas Christensen skifter til Barcelona på en fri-transfer efter sin kontrakt med Chelsea løb ud og ikke blev forlænget.
Den danske forsvarsspiller vil formentlig blive en vigtig brik i Xavis opbygning af FC Barcelona, men han vil angiveligt også møde hård konkurrence, især hvis det også lykkes Barcelona at hente franske Jules Koundé i Sevilla.
Chelseas spanske målmand Kepa Arrizabalaga kender alt til at spille sammen med Andreas Christensen, og det har han netop i et interview med den spanske avis Marca fortalt om. Her har den spanske keeper ikke andet en ros tilovers for ”AC”.
- Jeg synes, at han er en rigtig god spiller. Han er hurtig og så er han god med fødderne når spillet skal bygges op fra forsvaret. Derudover har han allerede meget erfaring fra international fodbold, hvor han også har spillet over 50 kampe for Danmarks landshold.
- Han trængte til forandringer og til at prøve noget nyt, og der tror jeg, at Barcelona er et godt valg. De kommer til at have en verdensklasses forsvarsspiller i mange år, afsluttede Kepa.