Niklas Gerster

Kevin De Bruyne er årets Premier League-spiller

Den belgiske midtbanedynamo fra Manchester City løber med den flotte individuelle hæder. Han vinder prisen foran en række af andre prominente navne.
Kevin De Bruyne er blevet kåret til årets spiller i Premier League. Det er netop blevet meddelt i en artikel i Sky Sport. Den belgiske stjerne har haft en glimrende sæson, hvor han har scoret 15 mål og assisteret otte gange i Premier League. En fornem pris at vinde i et lige så fornemt selskab. De andre nominerede til prisen var Mohammed Salah, Heung-Min Son, Joao Cancelo, Trent Alexander-Arnold, Jarrod Bowen, Bukayo Saka og James Ward-Prowse.

Manchester City-spillerne har i det hele taget mange stærke individualister. Vi har på Indkast i dag også kunnet berette om, at Phil Foden fra City har hevet prisen som årets unge Premier League-spiller hjem. Nu kan endnu en profil således prale af en pris. Desuden er det tredje år i streg, at en Manchester City-spiller vinder prisen. I foregående sæson var det forsvarsspilleren Ruben Dias, der løb med æren. I 2020 var det selvsamme Kevin De Bruyne, der vandt titlen.

Kevin De Bruyne har sammen med resten af det stærke Manchester City-mandskab muligheden for at runde en flot sæson af på søndag. Her kan de med en sejr over Aston Villa kalde sig engelske mestre.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER