Engelsk journalist kræver Arteta fyret!
Den engelske journalist Piers Morgan kræver, at Arsenal-manager Mikel Arteta bliver fyret - og han har erstatningen klar.
Piers Morgan, der er bedst kendt fra engelsk morgen-tv, har for nylig været ude med skarp kritik af Mikel Arteta som Arsenal-manager oven på en periode med dårlige resultater for London-klubben, hvor man har tabt fire af de seneste fem kampe.
Dette har fået den udtalte Arsenal-fan Piers Morgan til tasterne, hvor han på Twitter ofte udtrykker sine holdninger til alverdens ting - denne gang er det Arsenals manager Mikel Arteta, som den engelske tv-personlighed ikke er tilfreds med. Derudover kommer han også med et bud på, hvem han mener bør overtage tøjlerne i Arsenal. Han skriver på Twitter:
”Trust the process!, No thanks #ArtetaOUT #VieraIN”
Piers Morgan skriver altså ikke kun, at Mikel Arteta skal fyres som træner for London-klubben, han mener også, at man bør hente en klublegende tilbage i form af Patrick Viera, som manager. Viera er på nuværende tidspunkt manager i en anden London-klub, Crystal Palace, hvor han blev ansat som manager sidste sommer.
Selvom Mikel Arteta og Arsenal har oplevet en nedgang i resultater på det seneste, har Arsenal igennem en længere periode spillet god fodbold og lignede i lang tid det hold, der ville ende med at løbe med den attraktive fjerdeplads i tabellen - nu ligner de mest et hold, der skal have ny manager, i hvert fald hvis det var op til Piers Morgan.