Kontraktudspil på vej til uruguayansk forsvarsklippe; derfor kan det blive besværligt
Af Anders Mathiasen

FC Barcelona har ifølge flere spanske medier sendt adskillige kontrakttilbud afsted mod Araujos lejr, men ingen af kontrakttilbuddene er indtil videre blevet accepteret. Begrundelsen fra Araujo og agentens side er, at kontrakten ikke har været på et økonomisk acceptabelt niveau i forhold til andre spillere i truppen, som fx Pedri og Ansu Fati. Dog mener man fra klubbens side, at Araujo befinder sig på et acceptabelt niveau, taget hans alder og status i klubben i betragtning.
Barcas delegation med Joan Laporta i spidsen skulle nu have sendt et sidste tilbud afsted til Araujo, der ifølge det catalanske medie Catalunya Radio er et tilbud, som befinder sig på et andet økonomisk niveau end tidligere, da man fra Barcelonas ledelse har erkendt, at hvis man skal beholde Ronald Araujo, hvilket man gerne vil, skal man også give ham, hvad han vil have.
Selvom forhandlingerne nu befinder sig på et bedre sted end tidligere, er det ikke garanteret, at Araujo accepterer kontrakttilbuddet uden videre, for i kulissen lurer flere store engelske klubber som Manchester United, Liverpool og Chelsea, der alle kunne bruge en ung forsvarspiller, som ovenikøbet kan hentes gratis til næste sommer. Derudover må man også se med kritiske briller på FC Barcelona, der netop i disse tider meldes tæt på en aftale med danske Andreas Christensen - en aftale der muligvis kan gøre Araujo i tvivl om sin plads i den catalanske hovedstadsklub.