Det læser brugerne på INDKAST lige nu

Europa: Champions League
FT
2 - 3
(0 - 2)
Atalanta
Villarreal
R. Malinovskiy (71), D. Zapata (80)
A. Groeneveld (3), E. Capoue (42), A. Groeneveld (51)
Christian Bang Jensen

Villarreal sender Atalanta og Mæhle ud af Champions League

I et dramatisk opgør bookede spanske Villarreal den 16. og sidste plads videre i Champions League med en 3-2-sejr over Joakim Mæhle og Atalanta.


Kampen mellem Atalanta og Villarreal blev onsdag aften aflyst på grund af en kraftig snestorm i det nordlige Italien, og derfor var det først torsdag, at der blev sat navn på det sidste hold videre i Champions League-turneringen. De to klubber var i direkte duel om andenpladsen i den gruppe F, hvor Manchester United havde sikret sig førstepladsen, og hvor Young Boys havde udspillet sin chance. Inden kampen lå spanierne på en andenplads med syv point, mens Joakim Mæhle og Atalanta var i hælene med seks point.

Og det var de gulklædte spanierne, der kom bedst fra start. Bare tre minutter inde i opgøret var Arnaut Danjuma hurtig i tanke efter et skidt defensivt spil af Atalanta, opsnappede bolden og drev den frem mod Juan Musso i Atalanta-målet. Den nigerianskfødte hollænder var sikkerheden selv og sendte bolden mellem benene på den arme keeper til 1-0.

Ovenpå føringsmålet til Villarreal bølgede kampen frem og tilbage, og først i det 42. minut kom endnu en fuldtræffer. Igen var det ”Den Gule Ubåd”, der skød med skarpt, da Etienne Capoue bragede bolden op i nettaget. Joakim Mæhle, som fik 90 minutter for Atalanta, måtte dermed gå til pause med en svær opgave foran sig, hvor tre mål skulle hentes for at sikre billetten videre på Europas førsteklasse.

Men bare seks minutter inde i anden halvleg kørte Villarreal nok engang italienerne rundt i den norditalienske vindtunnel, og 24-årige Arnaut Danjuma kunne til sidst sparke sin anden scoring i kassen til 3-0. Den hollandske kantspiller skiftede i sommer til Villarreal fra Bournemouth i The Championship, og har været en af de bedste på et ellers svingende spansk mandskab i denne sæson.

Selvom hjemmeholdet fik reduceret to gange; først ved Ruslan Malinovsky i det 71. minut og siden Duvan Zapata i det 80. minut, var sejren aldrig rigtig i fare. Luis Muriel var tæt på med et forsøg, der ramte stolpen, men Villarreal og argentinske Geronimo Rulli holdt stand, og derfor er det ”Den Gule Ubåd”, der sejler videre i Champions League, mens Atalanta må en tur under overfladen i Europa League.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER