LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

VM Kvalifikation Europa
Parken
FT
2 - 0
(2 - 0)
Danmark
Skotland
D. Wass (14), J. Mæhle (15)
Daniel Jensen

Danmark gjorde det af med Skotland på to minutter

Danmark bød her til aften Skotland velkommen i Parken, da der igen blev taget hul på kampene i VM-kvalifikationen.
Med maksimumpoint i gruppen og et godt EM i baggagen var der ingen tvivl om, at danskerne var favoritter på hjemmebanen i København her til aften, og de kom da også flyvende fra start.

Der var kun spillet 12 minutter før et fyldt Parken kunne bryde ud i vild jubel, da Daniel Wass headede bolden i nettet. Danskerne havde fået sat sig godt på tingene, og da Pierre-Emile Højbjerg fik alt for meget tid på bolden, fik han lagt en perfekt bold til bagerste stolpe, hvor Wass gjorde arbejdet færdigt ved at sende bolden over i det lange målhjørne.

Blot minuttet senere blev det endnu bedre for hjemmeholdet efter en god kombination mellem Joakim Mæhle og Mikkel Damsgaard. Backen var kommet hele vejen op på kanten af skotternes felt og fik spillet bolden videre til Damsgaard med hælen. Damsgaard kvitterede med en fantastisk ydresideaflevering, der fuldstændig splittede gæsternes forsvar. Alene med Craig Gordon svigtede Mæhle ikke, og han lagde køligt bolden under den skotske målmand. 2-0 til Danmark.

Det var ikke meget, skotterne havde at byde ind med, og danskerne blev ved med at klø på. Efter lidt over en halv times spil fik Yussuf Poulsen muligheden for at gøre det til 3-0, da han efter et frispark stod helt fri i den bagerste del af feltet, men angriberens afslutning sad lige på gæsternes målmand.

Danskerne fortsatte med at være i fuld kontrol resten af halvlegen, men de måtte nøjes med at gå til pause med en tomålsføring.

Skotterne kom bedre ud for pausen, og efter et par minutter blev de også noteret for deres første afslutning i kampen. Unge Billy Gilmour modtog bolden på kanten af feltet og sendte en flad afslutning afsted mod det ene hjørne, men desværre for gæsterne gik den tæt forbi det danske mål.

Det var ikke et dansk hold i ligeså stor kontrol, som i de første 45 minutter, men de var stadig holdet, der var mest på bolden. Efter en times spil fik Thomas Delaney testet Gordon i skotternes mål med et tungt spark på kanten af feltet, men målmanden fik sat en stærk hånd på afslutningen og fik returen under kontrol for næsen af Poulsen.

I takt med at kampen lakkede mod enden mistede Danmark grebet om kampen. De skotske gæster begyndte at spille sig frem til flere løse chancer, og ti minutter før tid fik de en gylden mulighed for at komme tilbage i kampen. Andy Robertson fik slået en flad bold ind i feltet, som Lyndon Dykes fik lagt af til Ryan Fraser. Fraser forsøgte sig med en følt afslutning i det lange hjørne, men Kasper Schmeichel diskede op med en fantastisk redning, da han var ude i fuld længe og fik vippet bolden uden om stolpen.

Kort efter blev Mohamed Daramy sendt på banen til sin landsholdsdebut, og det var efter en god tur af ham og et efterfølgende indlæg fra modsatte side, at Højbjerg pludselig fik en god hovedstødsmulighed tæt under mål, men han sendte afslutning lige på den skotske målmand.

Mere skete der ikke, og Danmark har stadigvæk maksimumpoint efter fire kampe og topper gruppe F. Skotland ryger ned på fjerdepladsen i gruppen og har fem point.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder