Liverpool hentede en kolossal sejr efter målorgie på Old Trafford
Liverpool fik en livline, da Arsenal i går slog Chelsea, og dermed kunne holdet fra Merseyside tage det første skridt tilbage imod Champions League, da de gæstede Manchester United.
Med Chelseas pointtab i går har Liverpool deres skæbne i egne hænder. Vind de resterende kampe og der er Champions League-fodbold på Anfield igen i næste sæson, men det var alligevel Manchester United, der burde være kommet foran efter fem minutter.
Alisson modtog en bold under pres og afleverede bolden lige ud i fødderne på Edinson Cavani. På trods af, at han angriberen nærmest havde et frit mål foran sig, misbrugte han dog chancen og sparkede forbi. Et par minutter senere kom hjemmeholdet dog foran.
Marcus Rashford fandt Aaron Wan-Bissaka, der havde taget et godt løb frem i banen. Han sendte bolden tilbage i feltet til Bruno Fernandes, der tog et lille træk ind i banen og sendte en afslutning afsted mod det lange hjørne med ydresiden. Bolden havde retning mod netmaskerne, men inden den nåede så langt, sendte Nathan Phillips bolden i sit eget net med knæet, og så stod der 1-0 til Manchester United.
Et kvarter senere var udligningen lige ved at falde, da Trent Alexander-Arnold slog et fantastisk indlæg til Diogo Jota, men Dean Henderson kom hurtigt ud af sit mål og fik reddet portugiserens forsøg. Jota forsøgte sig senere med en god afslutning på kanten af feltet, hvor han fik et godt træf på bolden, men Henderson fik vippet bolden over mål.
På det efterfølgende hjørnespark skulle udligningen dog falde, og det var netop Jota, der fik puttet bolden i kassen. Hjemmeholdet fik slet ikke clearet bolden og den endte efter noget klumpspil for fødderne Phillips. Den store midtstopper fik efter nogle gode træk sendt bolden på tværs i feltet. Det lignede en afslutning, som var på vej forbi mål, men Jota sparkede til bolden med hælen, og så stod der 1-1.
Udligning blev lidt af et wakeup-call for hjemmeholdet, der efter føringsmålet ikke havde bidt meget fra sig. Manchester United fik trykket Liverpool tilbage i slutningen af første halvleg, men det blev ikke til mere end et forsøg fra Paul Pogba, der gik i sidenettet. I stedet var det Liverpool, der skulle gå til pause med en føring.
Gæsterne fik et frispark på kanten af feltet, og det tog Alexander-Arnold sig af. Han slog en perfekt bold om i det bagerste område, og her fulgte Pogba slet ikke med Roberto Firmino, der med et hårdt hovedstød i det korte hjørne gjorde det til 2-1.
Anden halvleg var stort set kun lige blevet fløjtet i gang, da Firmino fordoblede sin målscoring og gjorde det til 3-1. Manchester United smed bolden, imens de var på vej frem af banen, og så gik det hurtigt. Alexander-Arnold tog chancen med en hård afslutning, og den kunne Henderson i hjemmeholdets mål slet ikke håndtere. Han gav en retur lige ud i feltet, og her stod Firmino klar og sparkede bolden i nettet.
Gæsterne skulle også få en kæmpe chance for at komme på 4-1, da Firmino spillede Jota helt fri i feltet. Portugiseren tog en god førsteberøring, men han fik måske for meget tid, for han sendte den store chancen på stolpen.
Manchester United havde store problemer, og få minutter senere var det Alexander-Arnold, der blev sendt igennem. Han forsøgte sig med en hård flad afslutning med venstre imod det lange hjørne, men Henderson diskede op med en god redning. Liverpool fik ikke lukket kampen, og det skulle koste.
20 minutter før tid blev Rashford sendt i dybden af Cavani, og de chancer skal man ikke give den skarpe englænder. Han sendte en glimrende afslutning forbi en fremstormende Alisson, og ved hjælp af indersiden af den ene stolpe blev der reduceret til 3-2. Få minutter senere var udligning så utrolig tæt på at komme, da Phillips slet ikke fik clearet bolden, men indskiftede Mason Greenwood måtte se sin afslutning blive reddet på stregen.
I kampens overtid faldt afgørelsen dog, da Mohamed Salah gjorde det til 4-2. Nemanja Matic forsøgte at trampe sig igennem tre Liverpool-spillere, men tabte bolden. Det gjorde, at Curtis Jones kunne sende egypteren alene afsted ned mod hjemmeholdets mål. Alene med Henderson svigtede Salah ikke, og han sparkede sikkert bolden over i det lange hjørne uden chance for den engelske keeper.
Sejren gør, at Liverpool rykker forbi West Ham på femtepladsen og kun har fire point op til Chelsea på den sidste Champions League-plads med en kamp i hånden. Manchester United har nu tabt to kampe i streg, og kan måske blive presset af Leicester i kampen om anden pladsen, da de kun har fire point ned.