Emery vandt første duel mod Arteta – Alt åbent forud for returen
Villareal står med det bedste udgangspunkt forud for returen om en uge på Emirates efter, at de her til aften slog Arsenal med 2-1 i det første Europa League semfinale-opgør.
Villareal og Arsenal spillede her til aften det første af to Europa League semifinale-opgør, da Villareal hjemme bød gæsterne fra London velkommen på Estadio de la Ceramica. Et opgør der på papiret så meget lige ud.
Villareal med den tidligere Arsenal-manager, Unai Emery, i spidsen kom ind til opgøret ovenpå et nederlag til FC Barcelona. Mikel Arteta og Arsenal kom ligeledes ind til opgøret med et nederlag i bagagen, da ”The Gunners” for seks dage siden tabte med 1-0 på Emirates til Everton efter et kæmpe drop af tyske Bernd Leno.
Hjemmeholdet var uden de store skader til aften, hvor gæsterne derimod måtte se bort fra Alexandre Lacazette og Kieran Tierney. Pierre-Emerick Aubameyang blev dog klar til at side på bænken, og endnu mere glædeligt for englænderne så nåede norske Martin Ødegaard at blive klar til at starte på banen.
Der skulle kun gå fem minutter før vi opgørets første scoring faldt, og det var til Villareal, da Manuel Trigueros efter dårligt forsvarsspil fra Arsenal kunne knalde bolden i kassen. Forrygende start fra hjemmeholdet.
Villareal fortsatte dominansen, og i det 29. minut udstillede Villareal nok engang Arsenals sløje opdækning, da Raul Albiol stod helt fri ved bagerste stolpe efter et mislykket forsøg fra Gerard Moreno. 2-0 til Villareal, og en decideret frygtelig start for Artetas mandskab. Det modsatte kunne siges om Emerys hold.
Fire minutter senere kom der dog pludselig spænding tilbage i opgøret, da Nicolas Pepe blev nedlagt i feltet af Juan Foyth. VAR tog dog straffesparket tilbage, da tv-billederne efterfølgende viste, at der var hånd på bolden fra ivorianeren i opspillet. Helt korrekt beslutning. I øvrigt fjerde kamp i streg, at VAR enten tog et straffe eller et mål fra Arsenal.
2-0 stod det efter en første halvleg, hvor Villareal egentlig ikke udspillede Arsenal, men havde styr på de første 45 minutter fra start til slut. Ikke en eneste gang blev Arsenal reelt set farlige.
I pausen valgte Emery at pille Paco Alcacer ud og erstatte ham med den tidligere Arsenal-mand Francis Coquelin, hvilket gav en indikation af, at hjemmeholdet ville satse på kontraløb i anden halvleg.
Det holdte stik, og Arsenal sad meget mere på bolden i løbet af anden halvleg. De havde dog stadigvæk store problemer med at blive farlige, specielt pga. det faktum, at de var uden en reel angriber i aftenens kamp med Lacazette og Aubameyang ude.
Det blev kun endnu vanskelligere for Arsenal, da Dani Ceballos i det 57. minut blev smidt ud med sit andet gule kort i en situation, hvor det så noget tilfældigt ud, at spanieren stemplede sin landsmand Dani Parejo. En meget hård dom imod de hårdtprøvede gæster.
I det 65. minut kunne Moreno højst sandsynligt have sendt Villareal i finalen, da han var helt fri igennem alene med Leno, men spanierens forsøg blev reddet af tyskeren i Arsenal-målet.
Men da det så allerværst ud, så blev Bukayo Saka nedlagt i feltet af Trigueros i det 72. minut, og så var der for anden gang i aften dømt straffe til Arsenal. Denne gang fik det lov til at stå, og så fik Pepe en gylden mulighed for at sende Arsenal tilbage i det samlede opgør. Det gjorde han, da han sparkede straffesparket i midten af målet.
Det lod en smule til, at det rystede Emerys mandskab en smule, da Etienne Capoue lidt uheldigt få minutter senere begik et frispark på Saka, der betød det andet gule kort til franskmanden, og så var det pludselig 10 mod 10 i de sidste 12-15 minutter.
Arsenal havde bolden mest det sidste kvarter af opgøret, men fik ikke sikret endnu en vigtig scoring, og derfor endte det 2-1 til ”Den gule ubåd”. Indskiftede Aubameyang havde faktisk en fin chance et minut før tid, da han fra han spids vinkel fik sendt et forsøg afsted. Geronimo Rulli fik dog afværget afslutningen fra gaboneseren til hjørne.
Villareal havde total styr på det i første halvleg, men ændringen med at skifte til et mere defensivt udgangspunkt med fire centrale midtbanespillere fra anden halvlegs start, viste sig ikke at være en god beslutning for Emery. Arsenal fik mere tid på bolden, og bortset fra Morenos store chance i midten af halvlegen, så holdte de Villareal fra chancer i anden halvleg.
Villareal står med det bedste udgangspunkt for returen, men udebanemålet kan vise sig at blive meget vigtigt for ”The Gunners”, der bestemt heller ikke er uden muligheder i opgøret om en uges tid på engelsk grund, hvor det må forventes, at spillere som Lacazette, Aubameyang, Tierney og Luiz må være i spil.