Officielt: Okore er fortid i AaB
AaB har solgt Jores Okore til kinesiske Changchun Yatai FC, hvor Okore har skrevet under på en 3-årig aftale.
Jores Okore har længe været et spørgsmålstegn i AaB, hvor både spiller og klub har været åben om, at forsvarsspilleren meget vel kunne forlade den nordjyske klub inden kontraktudløb til sommer, og nu er Jores Okore officielt fortid.
AaB og kinesiske Changchun Yatai FC er blevet enige om en transfer for Okore.
- Jores har igennem tre et halvt år været en stærk og vigtig spiller for AaB, men heldigvis har vi kompetente afløsere i bagkæden, og derfor gav mening for alle parter at forfølge et klubskifte nu. Jores ønskes naturligvis fra vores side al mulig held og lykke i fremtiden, siger Inge André Olsen til klubbens hjemmeside.