Fodbold nyheder

Hvem er ellers på Bayern Münchens ønskeliste?

Af Christian Bang Jensen

Fredag har Bayern München hentet forsvarsklippen Dayot Upamecano, men hvilke andre navne står på Bayern Münchens ønskeliste, når transfervinduet åbner igen til sommer? Indkast.dk giver dig her nogle af de varmeste navne.

Kai Pfaffenbach/Reuters/Ritzau Scanpix
Kai Pfaffenbach/Reuters/Ritzau Scanpix

Seks trofæer ud af seks mulige... Med sejren i VM for klubhold har Bayern München stadfæstet sin position som verdens bedste klubhold i øjeblikket. Men hvem kommer ”Die Bayern” til at hente til sommer, når transfervinduet åbner igen? Indkast.dk har trawlet de tyske medier igennem og fundet de varmeste navne på Bayern Münchens ønskeliste.


Dayot Upamecano
Fredag aften kunne Bayern Münchens sportsdirektør, Hasan Salihamidzic, fortælle Bild, at man har købt den 22-årige franske forsvarsspiller Dayot Upamecano fra RB Leipzig. Sportsdirektøren kunne ydermere fortælle, at man har valgt at indfri forsvarsklippens frikøbsklausul på 316 millioner kroner, og at dialog mellem klubber og spiller har været god hele vejen igennem. Dayot Upamecano kommer dermed til at skulle kæmpe om spilletiden med Niklas Süle og Lucas Hernández fra næste sæson.


Aktivering af en tilbagekøbsklausul
Foruden Dayot Upamecano skulle de forsvarende mestre også være interesseret i at gå efter Marco Friedl, der spiller i Werder Bremen. Den 22-årige østriger er særlig interessant, fordi forsvarsspilleren er et produkt af talentarbejdet i Bayern München, og da man solgte Marco Friedl til Werder Bremen, lavede man en tilbagekøbsklausul på godt 80 millioner kroner.


David Alabas afløser
I slutningen af januar kunne den kommende formand for Bayern München, Oliver Kahn, fortælle, at David Alaba med sikkerhed er fortid i den sydtyske storklub. Dertil har succestræneren Hansi Flick tidligere fortalt, at han ikke er tilfreds med mulighederne på back-pladserne, og derfor skal der formentlig hentes et eller to alternativ ind her. David Alabas afløser kan ifølge de tyske medier meget vel blive enten Stuttgarts 23-årige kroat Borna Sosa eller Hertha Berlins 17-årige stortalent Luca Netz. Borna Sosa har i denne sæson været fast mand hos oprykkerne og ligger i periferien af det kroatiske landshold, mens Luca Netz efter nytår er kommet helt ind omkring førsteholdet i Hertha, hvor han har fået minutter i seks af de seneste syv kampe. Luca Netz regnes for arvetageren på det tyske landsholds venstre back, og derfor er han naturligvis også i søgelyset hos det største hold i den tyske Bundesliga. Oliver Kahn vil tilmed i gang med et større generationsskifte i Bayern, og her ville Luca Netz passe perfekt ind. Hvis ikke det bliver en af de to spillere fra Bundesligaen, har Bayern München også tidligere været sat i forbindelse med den 22-årige englænder Omar Richards, der i øjeblikket er på kontrakt i Reading. Han er, ligesom David Alaba, transferfri til sommer og kan derfor hentes kvit og frit.


Nyt ansigt på midten
Længere fremme på banen ønsker Bayern München angiveligt også at få nye ansigter ind. Kicker skrev torsdag, at den 23-årige centrale midtbanespiller Florian Neuhaus står højt på listen, men at denne handel kan blive svær at gennemføre, da Florian Neuhaus’ nuværende klub Borussia Mönchengladbach ikke ønsker at sælge. Derfor ser ”Die Rekordmeister” ifølge Sport Bild også på andre alternativer, hvor den unge franske Eduardo Camavinga især springer frem. Den 18-årige defensive midtbanespiller har kontrakt med Rennes til 2022, men klub og spiller har angiveligt indgået en mundtlig aftale om et skifte allerede denne sommer, da Eduardo Camavinga ikke har i sinde at forlænge sin kontrakt. Bayern München kommer dog til at kæmpe med Europas sværvægtere, og især Real Madrid har længe bejlet til det 18-årige stortalent. Et andet potentielt mål skulle være den 19-årige midtbanespiller Lucien Agoumé, der er på kontrakt i Inter, men i denne sæson er udlånt til Spezia.

Relaterede artikler

Optakt

Fodbold nyheder

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik