LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Danmark: DBU Pokalen
Vejle Stadion
FT
0 - 0
(0 - 0)
Vejle Boldklub
Randers FC
StillingReferat
Oliver Maltha

Pokal-deler i iskolde Vejle

En iskold og dårlig bane blev udslagsgivende, da Vejle tog imod Randers.
Torsdag aften var det tid til pokalkamp på Vejle stadion, da første opgør i 1/4-finalen i Sydbank-pokalen mellem Vejle Boldklub og Randers FC fandt sted. Vejle boldklub kom fra Superligaen med en 1-0-sejr over Sønderjyske, mens kronjyderne i de døende minutter måtte se sig slået af FC Midtjylland. Der var derfor lagt op til et utroligt spændende opgør, da specielt Randers FC har store ambitioner i årets pokalturnering.

Det var et Vejle-hold, som kom godt ud til kampen. I en nærkampsfyldt første halvleg startede Vejle ud med at vinde mange dueller. Kampens første 15 minutter havde i den grad Vejle Boldklub skrevet overalt, dog uden at de blev farlige. Abnor Mucolli fik testet Randers FC-keeperen Patrick Carlgren efter otte minutters spil, men bolden endte lige i favnen på svenskeren.

Herefter stod der Randers FC på sagerne. Vi skulle dog helt frem til det 29. minut før Randers FC for alvor blev farlige. Ude i Randers FC’s venstre side smed Kasper Høgh om sig med et par flotte driblinger, hvorefter han sendte en tværpasning til Mathias Greve, som med et par gode træk afsluttede flot fra distancen – men bolden sneg sig snært forbi Vejle-målet.

Netop i disse minutter tog Randers FC initiativet i kampen, og havde mange flotte pasninger langs jorden, og var stærke i duellerne. I det 34. minut råbte de lyseblå på en scoring efter et flot slået hjørnespark, men bolden holdt sig ude – blot et minut efter var det Kasper Høgh som misbrugte en god chance. Et fladt indlæg fra Randers FC-backen Jesper Lauridsen endte for fødderne af den unge angriber, som dog sparkede bolden over mål. Kronjyderne var ikke færdige med at vise tænder i første halvleg. Vito Hammershøy-Mistrati sparkede et frispark mod mål, og kun en god redning af Vejle-keeperen Indy Groothuizen sørgede for, at Vejle og Randers gik til pause med stillingen 0-0.

Det var et Randers FC-hold, som kom ud til anden halvleg som de sluttede den første, men det var også et Vejle Boldklub-hold, som kom bedre ud. Det kom til udtryk da Abnor Mucolli fuldstændig satte Simon Piesinger af, og fik en fri afslutning på kanten af det lille felt. Her kom en stor redning fra Patrick Carlgren i vejen for et føringsmål til Vejle-holdet.

I det 67. minut viste Mathias Greve tænder igen. Den 26-årige Randers-spiller som var en evig trussel mod Vejle-mandskabet afsluttede på en løs bold, men ind ville bolden ikke. Både Randers FC og Vejle Boldklub havde svært ved at skabe store chancer i anden halvleg. Man sad egentlig med fornemmelsen af, at hvis denne kamp skulle have en vinder skulle det ske via en tilfældighed.

Det var en fodboldkamp som i anden halvleg blev utrolig jævnbyrdig. De to hold var ramt af den dårlige bane, hvorfor det aldrig blev til poleret fodboldspil. Dermed endte kampen 0-0, hvorfor returopgøret er helt åbent.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder