Lækket løn – Messi har fem mistænkte
Lionel Messi mistænker fem for at stå bag offentliggørelsen af hans løn i FC Barcelona.
Som Indkast.dk kunne skrive forleden, er Lionel Messis løn blevet lækket i den spanske avis El Mundo. Ca. 4,126 milliarder kroner har stjernespilleren fået i løn i sin seneste fireårige kontrakt. Nu er det kommet frem, at argentineren selv mistænker fem personer for at stå bag lønlækket.
Ifølge den catalanske radiostation RAC1 drejer det sig om den tidligere præsident for FC Barcelona Josep Maria Bartomeu, den tidligere vicepræsident Jordi Mestre, direktøren Oscar Grau, den midlertidige præsident Carles Tusquets samt den juridiske chef Roma Gomez Ponti. Alle fem personer havde ifølge radiostationen adgang til Messis kontrakt.
Det er ligeledes kommet frem, at spilleren vil lægge sag an mod El Mundo for at offentliggøre lønnen, mens klubben har været ude at melde, at de vil lave en intern undersøgelse. Bartomeu – den mistænke tidligere præsident for klubben – har forklaret, at han intet har med lækkelsen at gøre.
- Det er en meget alvorlig sag, og det er helt ulovligt at lække professionelle kontrakter. Det er nemt at sidde og anklage folk på tv, men det her er ingen joke, og det kommer til at ende i retten, siger han til Esport 3 ifølge spanske AS.