Fodbold nyheder

Sportschef:
Onuachu troede, at han var Messi

Af Henrik Varbøl Andersen

Den hotteste angriber lige nu i belgisk fodbold havde lang vej, da han havnede i det midtjyske.

Article image
Ritzau-Scanpix

FC Midtjyllands nuværende sportschef Svend Graversen havde ikke meget ros til overs, da han første gang så nigerianske Paul Onuachu tjekke ind på træningsanlægget i Ikast. Det fortæller han til det belgiske medie Sport/Voetbalmagazine ifølge Tipsbladet:

- Jeg tænkte; hvad sker der her? Jeg troede, det var en joke. Paul troede virkelig, at han var Messi. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor mine kollegaer havde peget netop denne fyr ud i Nigeria. Der er altid meget arbejde at gøre for unge spillere, der kommer lige fra Afrika, men Paul havde virkelig lang vej. Han havde overbevist sig selv om, at han var bedre med fødderne end med hovedet.

Det var tilbage i 2013, at Graversen som ungdomstræner i Midtjylland stiftede bekendtskab med den høje nigerianer, som lige nu topper som topscorer i den belgiske liga med 19 mål for KRC Genk.

Heller ikke angriberens første træner for Superligaholdet Glen Riddersholm var helt begejstret, da han smed angriberen ind i en testkamp mod Djurgården:

- Jeg sendte ham på banen, og han var så ivrig efter at vise sig frem, at han løb efter hver eneste bold. Efter ti minutter kollapsede han af træthed - hans lunger kunne ikke klare alle de løb. Jeg spurgte Paul, om han var færdig. Han svarede, at han ikke længere kunne mærke sine ben, fortæller han til samme belgiske medie.

Onuachu blev sendt til ekstra løbetræning, og han endte i sidste ende med at blive en stor profil i Midtjylland og den danske Superliga. 181 kampe og 74 mål blev det til før Genk smed små 50 millioner kroner i sommeren 2019.

På det seneste har Genk-profilen så været sat i forbindelse med den franske storklub Lyon, så måske var han ikke så dårlig endda, om end han ikke var Messi.

Relaterede artikler

Optakt

Fodbold nyheder

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik