Napoli slagtede Fiorentina på San Paolo
Napoli fik i dag besøg af Fiorentina, og de lilla fra Firenze blev sendt hjem med en lussing på 6-0.
Kampen var kun lige blevet fløjtet igang, da Hirving Lozano kom igennem i højresiden og slog en flad boldt ind i feltet. Her fik Andrea Petagna lagt bolden perfekt af til kaptajn Lorenzo Insigne, der sikkert sparkede bolden fladt over i det lange hjørne.
Fiorentina kom godt igen, og efter 22 minutter var de tæt på en udligning. Cristiano Biraghi fik et skud rettet af Diego Demme, men bolden tog overliggeren. Få minutter senere fik Franck Ribéry en stor chance, men David Ospina i Napoli-målet leverede en glimrende redning på det hårde spark. Stormløbet fortsatte, og Biraghi forsøgte sig igen, men denne gang sneg bolden sig snært forbi den ene stolpe.
Stik imod spil og chancer, så var det Napoli, der skulle bringe sig på 2-0. Piotr Zielinski erobrede bolden på midten af banen og sendte en bold i dybden til Petagna, som hurtigt fik lagt en flad bold ind i feltet, som Diego Demme sikkert kunne smide i nettet. Få minutter senere blev det endnu værre for Fiorentina, da Napoli gjorde det til 3-0. Insigne driblede alene rundt med en masse modstandere omkring sig, og med en fantastisk aflevering fandt han Lozano ved bagerste stolpe, der sikkert udnyttede det smukke oplæg. 4-0 skulle det også blive, da Zielinski sparkede bolden i mål ved hjælp af indersiden af den ene stolpe få sekunder før slutningen på første halvleg.
Fiorentina fik aldrig rigtig presset Napoli i anden halvleg, men Insigne gjorde fra 11-meterpletten ondt værre for klubben fra Firenze, da han sparkede bolden i nettet til 5-0 og scorede sit andet mål i kampen. Matteo Politano ville også lege med og få minutter før tid gjorde italieneren det til 6-0 efter en god dribletur og et godt placeret spark.
Napoli rykker med sejren op på tredjepladsen i Serie A og holder dermed snor i AC Milan på førstepladsen.