Fransk klub i dialog med Lingard
Jesse Lingard og hans repræsentanter er angiveligt i dialog med den franske klub Nice om et låneophold.
Jesse Lingard har ikke haft meget succes i Manchester United i de seneste par år, og i denne sæson har den engelske kantspiller ikke engang fået en kamp i Premier League. Et skifte væk fra den engelske storklub kunne derfor meget vel komme på tale, og nu forlyder det, at den franske klub Nice gerne vil leje den 28-årige englænder.
Britiske SkySports skriver blandt andet, at Lingard, hans repræsentanter og Nice har været i en indledningsvis dialog vedrørende et lejeophold i den franske klub.
Lingard er et produkt af Manchester Uniteds talentakademi, og har altid været ejet af klubben, selvom spilleren har optrådt for mange andre engelske klubber. Lingard har dog ikke været på et lejemål siden 1.juni 2015, hvor han kom tilbage fra et lejeophold i Derby County, og da spilletiden de seneste par sæsoner er blevet mindre og mindre i Premier League for Manchester United, så bliver det næsten svært at komme udenom enten et lejemål eller et permanent skifte væk fra Manchester United.
Den sydfranske klub Nice ligger på en 13.plads i den bedste franske liga Ligue 1, og har ti point op til de europæiske pladser med 19 kampe igen.