Arteta med nyt forslag – Midlertidige udskiftninger
Arsenals manager Mikel Arteta foreslår, at man skal kunne skifte midlertidigt ud, hvis der er behov for at behandle end spiller i længere tid, end holdet kan undvære ham.
Der har været meget kritik af Arsenals spanske manager Mikel Arteta siden kampen mod Wolves i weekenden. Det er især spanierens beslutning om ikke at skifte David Luiz ud, efter brasilianerens sammenstød med Raul Jimenez som har ført kritik med sig. Som vi skrev her på Indkast.dk, så fik Jimenez kraniebrud i episoden, mens David Luiz spillede første halvleg færdig, inden han blev skiftet ud i pausen.
Ifølge Arteta, så lyttede han til holdlægens råd, da han ikke valgte at skifte David Luiz ud i situationen, men lod forsvarsspilleren spille resten af halvlegen. Arsenal-manageren synes dog, at det er problematisk, at man nogen gange må vurdere en skade hurtigt, og spanieren har et helt nyt forslag til, hvad man kan gøre i lignende situationer i fremtiden.
- Måske er det en situation, hvor man kan give folk (lægestaben, red.) lidt længere tid ved at bruge midlertidige udskiftninger, hvis vi oplever lignende situationer, siger Arteta ifølge BT Sports.
Arteta foreslår de midlertidige udskiftninger ved potentielt alvorlige skader, og Arsenal-manageren mener, at udskiftningerne er en god ide, da det kan være en enorm ulempe at være i undertal. Derfor er Arteta bange for, at man kunne komme til at sende en spiller for hurtigt tilbage på banen, selvom spilleren burde blive undersøgt nærmere af lægestaben.
- Hvis man har den mindste tvivl på noget tidspunkt, så har man brug for fem minutter til at undersøge spillerne, så måske kan vi overveje det (midlertidige udskiftninger, red.). Så hvis der er tvivl, så har vi mulighed for at give det mere tid end, hvad der måske er nødvendigt, men man kan ikke spille et kvarter med ti mand i fodbold.