Målmaskinen Kane scorer mål nummer 200 i Spurs-sejr
I en 3-1-sejr i Europa League skrev Harry Kane igen Spurs historie, da han blev den tredje Spurs-spiller nogensiden til at score 200 mål.
Efter Tottenhams overraskende 1-0-nederlag til Royal Antwerpen sidst i Europa League, håbede Tottenham på, at de i dag kunne få rettet på nederlaget og glemme det pinlige nederlag. Tottenhams modstandere, Ludogorets, håbede også på at komme i gang i gruppe J, hvor de stadig havde 0 point efter to kampe. Dette var samtidig kampen, hvor Tottenhams målmaskine, Harry Kane, kunne score sit mål nummer 200 for klubben.
Det var favoritterne fra England, der kom klart bedst fra start. Indenfor de første 15 minutter havde Harry Kane allerede haft en række store muligheder, og efter 13 minutter skulle han også score sit mål nummer 200 for Spurs. Et hjørnespark blev slået ind af Lucas Moura, som Kane fik hovedet på, og styrede i det lange hjørne. 1-0 til Tottenham.
Tottenham slap ikke speederen efter deres føringsmål, og fortsatte med at presse det bulgarske hold, der havde problemer med at flette mere end fem afleveringer sammen. Dette gav også et mål mere efter 33 minutter. Dette mål involverede hele Tottenhams front tre, da Bale spillede bolden ud til Kane på kanten af feltet. Kane spillede herefter en aflevering imellem en forsvarsspillers ben, og Lucas Moura kunne prikke bolden over stregen til 2-0.
På trods af den store Tottenham-dominans fik Ludogorets reduceret kort inde i anden halvleg. Her tog en afslutning på kanten af feltet en stor afretning - bolden fløj hen over Spurs forsvaret, og Claudiu Keserü kom først på bolden, og flugtede den ind forbi Joe Hart. 2-1 var stillingen nu.
Målet virkede dog ikke til at påvirke Spurs i nogen speciel grad, da de fortsatte dominansen efter målet. Efter 61 minutter kom Son på banen, og han blev med sin første berøring noteret for et assist, da han spillede Giovani Lo Celso helt fri foran mål. Argentineren gjorde det hermed til 3-1 med sit femte mål for Spurs.
Resten af kampen var Spurs ikke lige så dominerende, og begge hold havde et par chancer, men ingen formåede at skabe nogen store målchancer, og dermed endte kampen 3-1 til Spurs. Med Kanes Spurs-mål nummer 200 ligger han desuden nummer tre på Tottenhams alletiders topscorerliste, hvor han er 66 mål efter nummer 1, Jimmy Greaves, der spillede for Spurs fra 1961 til 1970.