Tuchel: Han skal fortsat forbedre sig
Italiensk angriber var på pletten to gange i Paris-sejr lørdag.
Paris Saint-Germains tyske træner Thomas Tuchel var glad for lejesvenden Moise Keans præstation i lørdagens Ligue 1-kamp hjemme mod Dijon. Den tyske træner ser dog gerne forbedring fra sin unge italiener. Det sagde han på pressemødet efter kampen ifølge Goal:
- Han bringer intensitet til vores spil. Det er en af hans styrker. Vi kan ikke forvente for meget af ham, da han ikke spillede meget i Everton. Han skal fortsætte med at forbedre sig.
Moise Kean lyste op for mestrene, da han scorede de to første mål i 4-0 sejren over Dijon. Kean er på lån i Paris fra engelske Everton, hvor han trods status som et stort talent, aldrig rigtigt fik sig etableret. Nu forsøger han så at få karrieren på ret køl igen i den franske storklub. Kean var før Everton et af de største talenter i Juventus, men gennembruddet kom aldrig for alvor i den italienske storklub.
Måske var lørdagens to scoringer et varsel fra Moise Kean om, at han er på rette vej og snart kan indfri sit store fodbold-talent. Paris endte med at vinde opgøret med hele 4-0, og de to sidste mål blev sat ind af Kylian Mbappe. En spiller Moise Kean måske kan spejle sig i. Mbappe har for længst indfriet sit kæmpe talent.