Fodbold nyheder

MLS-genstart med stærke protester

Af Christian Bang Jensen

Den amerikanske fodboldliga MLS er startet op efter coronapausen, men det er en anden tragisk begivenhed, som har trukket opmærksomhed i de første par kampe.

Article image
Ritzau-Scanpix

Natten til torsdag dansk tid blev den amerikanske liga MLS genstartet efter coronapausen. På tværs af hold og kampe er det dog en anden tragisk begivenhed end pandemien, der har taget fokus.

Inden den første kamp mellem Orlando City med den portugisiske legende Nani på holdet og David Beckhams Inter Miami valgte dusinvis af spillere, trænere og ledere at tage et knæ og hæve en knytnæve mod himlen i otte minutter og 46 sekunder. Natten til fredag kunne de samme scener ses, da Montreal Impact tabte til New England.

- Det var for at hylde og vise støtte til sagen. Det var sådanne set det, det handlede om, udtalte det franske ikon Thierry Henry, der er manager for canadiske Montreal Impact, til de amerikanske medier med henvisning til Black Lives Matter-protesterne.

- Det var følelsesladet for dem, der var der. Vi ønsker alle at forandre verden. Vi ønsker en bedre verden. Uden forskelle og uden diskrimination. Alle i verden burde stoppe op i et par minutter og tænke på vores børn og lære dem, hvordan de kan blive et bedre menneske og skabe en bedre verden, fortalte Nani torsdag.

De otte minutter og 46 sekunder, er den samme mængde tid, som George Floyd blev holdt nede af en politimand, inden han døde på grund af presset på hans nakke og luftveje.

Tilbage efter COVID-19
MLS var kun to runder inde i den nye sæson før det amerikanske samfund lukkede ned på grund af COVID-19. Derfor har man valgt at genstarte sæsonen med en gruppespils- og knock-out-turnering, der kører indtil 11. august, hvor alle kampe finder sted ved Disney World i Orlando. Her er alle hold også blevet placeret for at mindske smittefaren.

Det har dog ikke været uden smittetilfælde. Mandag blev FC Dallas tvunget til at trække sig fra turneringen, efter 10 spillere og et medlem af personalestaben havde testet positiv. Også den nyudvalgte MLS-klub Nashville SC har fem bekræftede tilfælde af COVID-19, mens nogle amerikanske medier beretter om op mod ni tilfælde i truppen. Det medførte, at kampen mellem Nashville SC og Chicago Fire på åbningsnatten måtte aflyses, og at det endnu er uvist om klubben fra Tennessee kan fortsætte i turneringen.

- Hvis det viser sig, at vi har en situation med Nashville, hvor de ikke kan fortsætte i turneringen, vil vi tage den beslutning og fortsætte videre derfra, udtaler ligakommissær Don Garber ifølge engelske BBC.

Relaterede artikler

Optakt

Fodbold nyheder

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik