Real Madrid øjner førsteplads
Meget er på spil, når Real Madrid møder Real Sociedad søndag aften.
Dette års La Liga har vist sig at skulle blive en utrolig kamp mellem ærkerivalerne, FC Barcelona og Real Madrid. De to giganter har fulgtes i toppen helt fra første spillerunde, og når 30. spillerunde er færdigspillet kan de to hold igen være placeret side om side.
Real Madrid tager på besøg hos Sociedad i aften, og kan med en sejr indhente Barcelona på førstepladsen. Den catalanske klub har 65 point efter 30 kampe, da holdet, med Martin Braithwaite på banen, fredag spillede 0-0 mod Sevilla. Real Madrid har, før aftenens kamp, hentet 62 point i 29 kampe.
Efter Kongeklubbens 3-0-sejr over Valencia i onsdags fortalte Zinedine Zidane til Marca om holdets fokus på de resterende kampe.
- Vi er kommet fysisk godt ovenpå og holdet ser rigtig skarpt ud. Men i sidste ende, så er det hver enkelt spillers motivation. Vi er, hvor vi vil være, og nu har vi ni finaler tilbage.
I kampen mod Valencia viste de offensive es, Eden Hazard og Karim Benzema, fantastiske takter, og Benzema lavede to flotte mål, mens også Marco Asensio scorede. Asensio spillede sin første kamp efter en 11-måneders skadespause, og flugtede bolden i kassen blot 30 sekunder efter sin indskiftning.
Hvis to hold ligger a point efter sidste spillerunde, så er det holdenes indbyrdes kampe som vil være tiebreaker. Med et 0-0-resultat på Camp Nou og en 2-0-sejr på Santiago Bernabéu, så vil det være Zidanes Real Madrid som står med trofæet i hænderne, hvis giganterne fortsætter side om side.