AC Milan interesserede i Burnley-spiller
Den italienske storklub AC Milan er angiveligt interesserede i at hente 28-årige Jeff Hendrick i Burnley, når hans kontrakt udløber til sommer.
AC Milan har altid været et hold, der har været spækket med stjerner. Spillere som Kaká, Cafu, Shevchenko, Maldini og mange flere har haft deres daglige gang i den italienske klub. Nu kan det være, at en irsk Burnley-spiller kan komme til at tørne ud for den legendariske klub.
Ifølge Sky Sports hjemmeside skulle AC Milan være interesserede i at hente 28-årige Jeff Hendrick. Midtbanespilleren har kontraktudløb den kommende sommer og kan derfor hentes kvit og frit. Den italienske klub skulle angiveligt have vist interesse allerede inden udbruddet af corona-pandemien, og interessen ser ikke ud til at være forsvundet.
Jeff Hendrick har været fast bestanddel på Burnleys hold siden han kom til klubben i 2016. Derudover har han optrådt for det irske landshold 54 gange siden sin debut i 2013.