Dansk TV-station køber rettighederne til europæisk fodbold
Rettighederne har før været ejet af Discovery.
TV 2 har i dag offentliggjort på deres hjemmeside, at de har købt rettighederne til UEFA Europa League samt den nye turnering UEFA Europa Conference League. Rettighederne til Europa League er i skrivende stund ejet af Discovery, men fra sommeren 2021 skifter disse rettigheder hænder.
Den danske TV-station har indgået en aftale, der varer indtil 2024, og i disse tre år vil man via TV 2, TV 2 SPORT og TV 2 SPORT X kunne følge de danske klubbers jagt på succes i Europa. Nyheden kommer i kølvandet af koncernens erhvervelse af LaLiga-rettighederne helt indtil 2026.
- Indkøbet af UEFA Europa League og UEFA Europa Conference League understreger TV 2s høje ambitionsniveau på sportsområdet, hvor vi vil levere markant dansk og international sport på tv og streaming. Jeg er begejstret over udsigten til endnu mere topsport på TV 2s kanaler og tjenester, forklarer TV 2s administrerende direktør, Anne Engdal Stig Christensen ifølge selvsamme medie.
Kampdagen for begge turneringer er torsdage klokken 18.45 og 21.00, og her vil der blive vist fodbold på både TV 2 SPORT, TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY - koncernen hævder dog, at nogle få kampe kan blive vist på hovedkanalen TV 2.