Fodbold nyheder

Vidste du, at de har spillet for...

Vidste du, at de har spillet for - Manchester United

Af Stefan Lindahl

Indkast giver dig her en liste på 12 tidligere Manchester United-spillere, som du måske ikke vidste, havde spillet for “The Red Devils”.

Article image

Victor Valdés
Den spanske keeper tilbragte et år hos Manchester United efter mere end ti år hos spanske FC Barcelona. United hentede Valdés på en fri transfer i vinteren 2015, efter han havde gået et halvt år uden arbejdsgiver. Kun to førsteholdskampe fik keeperen hos United, som et år efter hans ankomst sendte ham på leje hos belgiske Standard Liege. Da Valdés kom tilbage til United efter leje-opholdet, blev han på en fri transfer sendt til en anden engelsk klub, Middlesbrough. Selvom det blev til et kort ophold med nærmest igen kampe hos United, huskes Valdés stadig for sine 536 førsteholdskampe for Barcelona, som gør ham til den keeper med absolut flest kampe for La Liga-klubben.

Wilfried Zaha
I 2013 betalte Manchester United 87 mio. kroner for en ung ivoriansk kant-spiller, som de hentede hos Crystal Palace, ved navn Wilfried Zaha. Da, den dengang 19-årige ivorianer, havde underskrevet aftalen, blev han sendt tilbage til Palace på lån. Et halvt år senere kom han tilbage til United. Her fik han det efterfølgende halve år 28 Premier League-minutter, inden han igen blev sendt ud på lån. Cardiff havde fornøjelsen af Zaha i hele foråret 2014. Sæsonen 2014/2015 startede offensiv-spilleren også på udlån hos Crystal Palace. På vinter-transfervinduets sidste dag i den sæson købte Palace ham endegyldigt af Manchester-klubben for 28 mio. kroner.

Michael Keane
Forsvarsspilleren nåede, efter adskillige kampe på Manchester Uniteds U23-hold, fem kampe for klubbens førstehold, og han fik sin Premier League-debut for klubben i sæsonen 2014/2015. Før debutten havde Keane repræsenteret både Leicester, Derby og Blackburn som udlånt spiller i den næstbedste engelske fodbold-række, Championship. Allerede i starten af 14/15-sæsonen blev Keane udlånt til Burnley. Efter et halvt valgte Burnley at købe Keane for under 20 mio. kroner. Halvandet år senere solgte Burnley så forsvarsspilleren videre til Everton for 212 mio. kroner.

Gabriel Obertan
I sommeren 2009 besluttede Manchester United sig for at hente en ung fransk kant-spiller i Girondins Bordeaux, som lige havde vundet det franske mesterskab. Obertan, som kant-spilleren hedder til efternavn, var dog ikke en del af den triumf, eftersom han var udlånt til Lorient, som endte midt i den franske Ligue 1. 30 mio. kroner kostede franskmanden United. I Obertans første sæson for den engelske klub leverede han blandt andet to assist i Champions League på kun 114 minutters fodbold. I store dele af sæsonen havde franskmanden dog travlt med at spille på klubbens reservehold. Det samme var tilfældet den efterfølgende sæson, hvorfor man i sommeren 2011 solgte offensiv-spilleren til Newcastle United for 25 mio. kroner.

Danny Drinkwater
I januar-måned 2012 købte Leicester City midtbane-spilleren Danny Drinkwater i Manchester United for 7 mio. kroner. 218 førsteholdskampe og et engelsk mesterskab senere solgt Leicester Drinkwater videre til Chelsea for 283 mio. kroner. Midtbanespilleren er et produkt fra Uniteds eget ungdomsakademi, og blev som 18-årig rykket op på klubbens førstehold. I ikke en eneste kamp nåede han dog at repræsentere førsteholdet. Tiden som førsteholdsspiller i United bød for Drinkwaters vedkommende på leje-ophold hos Huddersfield, Cardiff, Watford og Barnsley, før Leicester altså købte ham.

Gerard Piqué
Gerard Piqué var ungdomsspiller i barndomsklubben FC Barcelona, da Manchester United i sommeren 2004 købte ham for små 40 mio. kroner. På daværende tidspunkt var forsvarsspilleren ikke en del af Barcas førstehold. I de to første United-sæsoner var det småt med spilletid for Piqué i det engelske. I sæsonen 2006/2007 blev han derfor sendt til Real Zaragoza i hjemlandet på leje, hvor han spillede 22 kampe. Da han kom tilbage til United blev han den alsidige løsning for daværende United-manager Sir Alex Ferguson, og spanieren blev sæsonen efter Zaragoza-tiden brugt på alle forsvarspositioner i Manchester-klubben. I foråret 2008 blev Barcelona og Manchester United enige om, at forsvarsspilleren skulle hjem til Barca for et beløb nærmest tilsvarende det, som United havde købt ham for. Da United og Barca trak hinanden i Champions League-semifinalerne besluttede Ferguson derfor, at han ikke skulle spille nogle af de to kampe. United avancerede fra semifinalerne, og slog Chelsea i turneringens finale. Heller ikke i den kamp var Piqué en del af truppen.

Giuseppe Rossi
Den skadesplagede italienske offensiv-spiller kom til United fra Parma i hjemlandet som ungdomsspiller i 2004. Han fik fem Premier League-kampe for United, inden de sendte ham til Newcastle United på lån. I elleve kampe for den nordengelske klub scorede Rossi nul gange. Efter et halvt år i Newcastle vendte han tilbage til Manchester-klubben, som i samme transfervindue sendte ham til barndomsklubben Parma på lån. Her scorede italieneren ni gange i 19 kampe. Da leje-opholdet ophørte, og han kom tilbage til England, blev det til en ganske kort tid i Manchester, inden spanske Villarreal købte ham for 75 mio. kroner. Hos den spanske klubben blev det for Rossi til 82 scoringer i 191 kampe. Italieneren har i sin aktive spiller-karriere haft over 1000 skadesdage.

Henrik Larsson
Den svenske angriber Henrik “Henke” Larsson tilbragte i karrierens efterår i slutningen af 00’erne en enkelt sæson hos Manchester United. Larsson blev lejet i den svenske Allsvenskans vinter-pause i 2007 35 år gammel. I 13 United-kampe nettede det svenske ikon tre gange, inden han røg retur til Helsingborg, hvor man havde lejet ham. Et halvt år inden United lejede ham, havde han spillet i FC Barcelona, hvor han i 59 kampe scorede 19 gange, og vandt Champions League.

Guillermo Varela
I 2013 hentede Manchester United den unge uruguayanske back Guillermo Varela hos Penarol. Varela nåede ikke mange måneder som United-spiller, inden han blev sendt til Real Madrids andethold Real Madrid Castilla på leje. Her spillede han 33 kampe, før han blev sendt tilbage til United. Herefter blev han rykket op på klubbens førstehold. Fire Premier League-kampe fik uruguayaneren i sæsonen 2015/2016, og så blev han igen udlånt. Tyske Eintracht Frankfurt var nu indehaver af Varelas egenskaber. I Bundesligaen blev det dog kun til 431 minutters fodbold. Da han på ny kom tilbage til det engelske, besluttede United at sende ham hjem til Penarol og Uruguay. I januar 2019 blev Varela igen sendt til Europa. Denne gang til danske FC København.

Diego Forlán
Ved VM I 2010 blev Diego Forlán kåret til turneringens spiller. Han og Uruguay opnåede ved turneringen en samlet fjerdeplads. Forlán blev delt topscorer ved turneringen med tunge navne som Thomas Müller, David Villa og Wesley Sneijder. Han huskes som aktiv spiller for sine dage i spansk fodbold, hvor han med både Atletico Madrid og Villarreal vandt trofæer, og leverede kasser på stribe, men det var Manchester United som hentede offensiv-spilleren til Europa. I januar 2002 betalte United 90 mio. kroner for Forlán, som de hentede i argentinske Independiente. I 98 United-kampe nettede uruguayaneren 17 gange, inden han blev solgt for 24 mio. kroner til Villarreal. Hans United-tid huskes særligt for en kæmpe afbrænder på frit mål i en træningskamp imod Juventus i 2003.

Joshua King
Tidligere har Manchester United nydt godt af en norsk angriber. Måske var derfor, at englænderne på ny i 2008 kiggede mod det skandinaviske land, da Joshua King stak næsen frem som ungdomsspiller i Vålerenga. Faktum er dog, at King kun fik 14 minutters førsteholdsfodbold fordelt på seks år som ejet United-spiller. Flere gange var nordmanden udlejet, hvor Preston, Mönchengladbach, Hull og Blackburn var destinationerne. I januar 2013 solgte United endegyldigt King, og det kostede Blackburn omkring 10 mio. kroner at købe nordmanden fri. Målene fløj heller ikke ind for Blackburn, hvor King scorede for otte gange i 72 kampe, inden også de opgav ham. I sommer-transfervinduet 2015 kunne Bournemouth derfor hente ham gratis.

Pierluigi Gollini
Gollini er endnu en italiener, som United hentede i støvlelandet som ungdomspiller. Han kom til klubben fra Fiorentina i marts-måned 2012. To år senere uden skyggen af spilletid for førsteholdet blev Gollini på en fri transfer sendt til Hellas Verona i hjemlandet. To år senere bragte Aston Villa på ny keeperen til England. I 20 Championship-kampe for Villa holdt han buret rent seks gange. Også Villa endte med at sende Gollini hjem til i Italien, hvor Atalanta købte ham. I november 2019 debuterede keeperen for det italienske A-landshold.

Boblere:
Ryan Shawcross
Danny Simpson
Mads Timm

Mere om Manchester U

Optakt

Fodbold nyheder

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik