Fransk supertalent har fri passage til Madrid
Rennes’ 17-årige centrale midtbanespiller Eduardo Camavinga er et af de største talenter på den europæiske fodboldscene, og nu får det franske talent lov til at skifte til Real Madrid, hvis de betaler købsprisen.
I torsdagens madrianske aviser er der en mand, som pryder forsiderne. 17-årige Eduardo Camavinga, der til dagligt spiller i Rennes i den franske liga. Og hvorfor så det?
Den angolansk-fødte franskmand er ifølge ”Marca” og ”AS” tæt på et skifte til den spanske hovedstad og Real Madrid. Ifølge kilder hos de spanske aviser har Eduardo Camavinga fået fri passage til at forhandle med ”Los Blancos,” såfremt klubben betaler omkring 370 millioner kroner.
Eduardo Camavinga blev i sidste sæson, i en alder af bare 16 år, den første født i årgang 2002 til at debutere i en af de fem store ligaer i Europa. I denne sæson har supertalentet været fastmand hos Rennes og har spillet 25 kampe i Ligue 1.
Real Madrid-træner, franske Zinedine Zidane, er ifølge ”AS” stor fan af den unge landsmand, og avisen spekulerer i, at det bliver et valg mellem Eduardo Camavinga og Paul Pogba i sommerens transfervidue. Hvis ”Los Blancos” skal følge deres seneste transferstrategi, hvor de henter unge spillere, er stortalent i Rennes et oplagt valg. I januar hentede klubben brasilianer Reinier i Flamengo. Reinier er ligeledes født i 2002.
Også klubberne Paris Saint-Germain og Juventus skulle være interesseret i det angolansk-fødte stortalent.