Fodbold nyheder

Bemærkelsesværdige hold - Atletico Madrid 2013/14

Af Christian Bang Jensen

COVID-19 har lagt alt fodbold på køl, og mens vi venter på at kunne tø stjernerne op på ny, ser vi på Indkast.dk tilbage på nogle af de mest bemærkelsesværdige historier og hold i fodboldhistorien. I dag kigger vi på ”la era del Cholismo.”

Article image

- Quiero un equipo agresivo, fuerte, aguerrido, contragolpeador y veloz. Eso que nos enamoró siempre a los atléticos. Vamos en busca de lo que fue nuestra historia.

Ordene fra Diego ”Cholo” Simeone om et aggressivt, stærkt, hurtigt og kontrabaseret hold gjaldede udover den fremmødte presse på Vicente Calderón den 27. december 2011. Det var seks år siden, argentineren har sagt farvel til det stolte, men slidte stadion, der lå ved Manzaneres-floden og M-30 motorvejen. I 2006 havde legenden spillet sin sidste kamp for den spanske klub, før han vendte hjem til Argentina for at afslutte sin karriere.

Men nu var han tilbage. Tilbage for at overtage den kaotiske klub, som i tiden op til havde oplevet en stor triumf og vild turbulens. Tilbage for at vinde med coraje y corazón. Med mod og hjerte.

I julen 2011, var der dog ikke meget der tydede på, at et storhold var under opbygning. ”Los Colchoneros” havde tabt fem af de sidst otte kampe før jul og var røget ud af Copa del Rey til Albacete fra den næstbedste række. Træner Gregorio Manzano blev fyret og Diego Simeone blev ansat som den femte manager på seks år.

Det var ikke lykkes for Atletico Madrid at bygge videre på UEFA Cup-titlen fra 2010, hvor et hold med David de Gea, Jose Antonio Reyes, Sergio Agüero og Diego Forlán slog Fulham i finalen. Alle fire stjerne blev solgt forud for 2011/12 sæsonen.

Til gengæld var det en trup med spillere som Thibaut Courtois, Juanfran, Diego Godín, João Miranda, Filipe Luís, Gabi, Koke, Arda Turan og Radamel Falcao, som ”Cholo” overtog og i første halvsæson rykkede argentineren klubben op fra en skuffende 11. plads til en femteplads i ligaen. Men Diego Simeone mesterstykke var i Europa, hvor klubben gennem foråret 2012 vandt samtlige kampe i Europa League knockout-fasen samt finalen over Athletic Bilbao. Seks måneder inde i ”la era del Cholismo” og allerede en pokal.

Den følgende sæson blev en konfirmation af det løfte Diego Simeone havde givet ved sin indtræden. I en af de bedste kampe i Atlético Madrids historie vandt ”Los Colchoneros” 3-1 over de regerende Champions League-mestre Chelsea og sikrede sig dermed Den Europæiske Super Cup. I transfervinduet forud for sæsonen 2012/13 holdt Atlético Madrid fast i stammen og tilføjede angriberen Diego Costa, der kom tilbage til klubben efter et lejeophold hos Rayo Vallecano, og med ham og en brandvarm Falcao startede Atlético Madrid sæsonen med at vinde 11 ud af de første 13 kampe. Den gode start var med til at sikre klubben en tredjeplads i ligaen, den bedste ligaplacering siden 1996, hvor ”El Cholo” var med til at løfte ligatrofæet.

Men Diego Simeone var kommet til for at vinde trofæer og i maj 2013 stod man nok engang i en finale. Denne gang var det i Copa del Rey mod ærkerivalerne Real Madrid, endda på ”Los Blancos” hjemmebane, Santiago Bernabéu, i det rige og moderne Chamartín. En modstander som ”Los Colchoneros” ikke havde slået i 14 år.

Men 17. maj blev forbandelsen hævet, da Thibaut Courtois stod en fantastisk kamp og Diego Costa og João Miranda scorede de afgørende mål for Atleti. Pokaltitlen blev fejret med, at Koke plantede et flag på midten af Bernabéu, mens Courtois sang ”antimadridista” sange under fejringen. Pokalfinalen blev samtidig Radamel Falcaos sidste kamp i en stribet trøje, men ind kom David Villa fra FC Barcelona, og med ham som makker til Diego Costa gik Atlético Madrid nu ind i den bedste sæson i klubbens historie.

Vicente Calderón var i løbet af Simeone-æren blevet et fort, og man gik gennem ligasæsonen 2013/14 uden at tabe en eneste kamp på hjemmebanen. Atleti var gået hen og blevet folkets hold, og var der ét hold, som skulle bryde 10 års Real Madrid- og FC Barcelona-dominans i ligaen, var det ”Los Colchoneros.” Ved indgangen til februar havde klubben kun tabt én kamp og efter en sejr på 4-0 over Real Sociedad på Vicente Calderón lå Atletico Madrid på førstepladsen i ligaen. I Copa del Rey var man nået til semifinalen, hvor Real Madrid ventede, og i Champions League var man kommet sikkert videre til knockout-fasen, hvor AC Milan ventede.

Februar blev dog en mareridtsmåned i en eller drømmesæson, hvor man røg ned på tredjepladsen i ligaen og ud af Copa del Rey. Man overlevede dog i Champions League og efter at have ordnet AC Milan, ekspederede ”Cholo” og resten af mandskabet først FC Barcelona og dernæst Chelsea ud, så man stod over i den første Champions League finale siden 1974. Her ventede nok engang Real Madrid i en høj dramatisk finale.

Inden den kamp skulle ligatitlen dog uddeles. Efter en skidt februar kom Atlético Madrid tilbage og gennem marts og april vandt man ni ud af 10 kampe. Tilbage på førstepladsen med et stort forspring til FC Barcelona og med tre runder tilbage, så det ud til, at mesterskabspokalen var tilbage på Calderón, men et nederlag til Levante og et uafgjort resultat til Malaga bragte spændingen tilbage.

I sidste runde stod Atleti på fremmed græs i Barcelona mod Lionel Messi, Neymar og Andrés Iniesta. Med tre points forspring til netop Barca, kunne klubben fra Madrid nå at tabe mesterskabet, og det så også skidt ud ved pausen, da Alexis Sánchez havde nettet for FC Barcelona.

Men Diego ”Cholo” Simeone er en gangster, en fighter, en vinder og i anden halvleg steg uruguayske Diego Godín højest på et hjørnespark, og med hans hovedstød kunne Atletico Madrid lade sig hylde som mestre. Kampen var dog dyr, da Diego Costa måtte udgå med en skade.

I dagene op til Champions League-finalen prøvede man alt for at få angriberen klar. Selv indsprøjtninger med livmoder-væske fra en hest blev forsøgt, men den vilde angriber fik kun otte minutter af finalen, før han måtte lade sig udskifte. I det 36. minut skete miraklet dog. Ligesom i ligafinalen var det Diego Godín der steg højest og bragte ”Los Colchoneros” foran.

Gennem hele sæsonen havde Atletico Madrid specialiseret sig i en ting. Forsvar dybt, kompakt og modigt. Flere gange vandt man kampe med et mål, og det så længe ud til, at finalen ville gå den vej. Men sæsonen blev ét minut for lang for Atleti, og i det tredje minuts overtid scorede Sergio Ramos til 1-1 og tvang kampen ud i forlænget spilletid. Atletico Madrid var færdige og tabte den forlængede spilletid med 3-0 og tabte på hjerteskærende vis finalen og "The Double."

Once de gala
Thibaut Courtois, 56 kampe, 0 mål

Juanfran 55 kampe, 0 mål
Diego Godín 51 kampe, 8 mål
João Miranda 52 kampe, 4 mål
Filipe Luís 49 kampe, 1 mål

Raúl García 53 kampe, 17 mål
Koke 58 kampe, 7 mål
Gabi 57 kampe, 3 mål
Arda Turan 46 kampe, 9 mål

Diego Costa 51 kampe, 36 mål
David Villa 47 kampe, 15 mål

*Alle turneringer er medregnet i antal kampe og mål.

Kampen vi husker
Søndag den 17. maj 2014
FC Barcelona – Atlético Madrid 1-1

Hvad skete der efterfølgende
”La era del Cholismo” er fortsat i gang og Atleti er blevet en spansk og europæisk magtfaktor. Hovedstadsklubben har ikke været ude af den spanske top-3 siden mesterskabet, og i 2016 stod man igen i Champions League-finalen. Igen mod Real Madrid og igen med et nederlag – denne gang på straffespark.

Spillemæssigt er man stadig et af de bedste aggressive, stærke, forsvarende og kontrabaserede hold i verdenen. Senest set da man lukkede Liverpool ned i Champions League.

Kritikkere vil dog sige, at Atlético Madrid ikke har udviklet sig med den nye status. Der er ikke kommet nye trofæer ind siden mesterskabet, spillet er forblevet det samme, Simeone har haft svært ved at hente offensive profiler og æren med Cholismo har flere gange været på vej mod en ende. Men han står der endnu. Med indlevelse og vilde fagter mod spillere, dommere og tilskuere styre han fodboldkampe som et kæmpe orkester.

Den største og mest betydningsfulde ændring der er sket i Atleti er stadionet. Vicente Calderón er blevet skiftet ud med Wanda Metropolitano. Et fantastisk flot og moderne stadion som har international topklasse. På mange måder en total modsætning af Calderón med sin faldefærdige betonvægge, slidte plastic sæder, og motorvejen, der gik under den ene tribune. I dag står kun en enkelt tribune tilbage som et sidste minde blandt betonbunker, at her fejrede fans af "Los Colchoneros" deres triumfer i 10'erne.

Men en ting er dog ikke forandret på det nye station, og det er stemningen. Fansene er fuldt med ud til det østlige Madrid og synger stadig hyldestsange om Godin, der sikrede mesterskabet, den vilde angriber Diego Costa og ikke mindst ”El Cholo.”

Oe, oe, oe, oe, ¡Cholo, Cholo!

Mere om Atlético Madrid

Optakt

Fodbold nyheder

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik