DBU udelukker tre spillere i sag om lattergas
Tre spillere på U17-landsholdet er blevet udelukket, da de anskaffede og indtog lattergas på en træningslejr på Cypern. Det erfarer B.T.
Tre U17-landsholdspillere er blevet udelukket i to landskampe, da de anskaffede og indtog lattergas på en træningslejr på Cypern. Det bekræfter Flemming Berg, der er talentchef for DBU, til BT.
- Jeg kan bekræfte, at der har været en sag med tre spillere og lattergas på vores U17-landshold for herrer, men vi kan ikke dokumentere, at alle tre spillere har indtaget lattergas, fortæller talentchefen og fastslår, at de overhovedet ikke tolerer rusmidler:
- Vi har været i tæt dialog med spillernes klubber i forhold til at håndtere det her, og hvad det egentlig er, der er sket. Vi har efterfølgende haft spillerne og deres forældre til samtale, hvor vi har forklaret dem, at det er noget, vi ser med ganske alvorlige øjne på, da vi har nultolerance over for indtagelse af alkohol, lattergas og andre rusmidler på vores landshold.
Flemming Berg pointerer i interviewet med B.T., at man vil indskrænke spillernes frihed på ungdomslandsholdene.
B.T. nævner ingen navne i artiklen.